Kasper Schmeichel var 15 år, før han rigtigt kom i gang med en karriere. Dette er historien om en temperamentsfuld knægt, der ikke anede, hvad
han ville, men som var skabt til noget stort.
Nu skal det her ikke handle om mig, men jeg bilder mig ind, at jeg har en anekdote, der kan fortælle, hvad det er, Kasper Schmeichel er vokset op med.
Det var august 1993, og jeg var lige blevet 15 år. Lidt for gammel til at samle på autografer, uden det var en smule sært, men nu var jeg på Brøndby Stadion sammen med mit fodboldhold for at se Manchester United spille træningskamp, og der kom Kasper Schmeichel gående. Seks år og med sin far, verdens bedste målmand, på visit i Danmark.
»Han bliver sikkert også til noget en dag,« tænkte jeg og bad ham skrive sin autograf på midten af kampprogrammet. K-A-S-P-E-R skrev han med store blokbogstaver, og så gik han sammen med en 19-årig Ryan Giggs, Roy Keane, Eric Cantona og de andre Manchester United-stjerner ned i omklædningsrummet.
Kasper Schmeichels opvækst i en nøddeskal. Forventningerne, sammenligningen med far og en opvækst blandt verdensstjerner.
Kontrast: Kasper Schmeichel var 14 år og lige flyttet til Danmark med sin søster og mor, mens hans far tog fra Portugal tilbage til England, hvor han nu skulle spille for Aston Villa. Kasper Schmeichel havde ikke boet i Danmark, siden han var fire år, og han anede ikke, hvad han skulle lave, så da en af hans venner fortalte, at han skulle begynde på Oure Idrætsefterskole, syntes han, det lød så fedt, at han tog med.
Mod slutningen af det første år spillede de intervaltræning, og Kasper Schmeichels hold tabte 19-21 til et hold, der havde en pige på mål.
»Hold da kæft, de havde en pige på mål, og I havde et af Danmarks største målmandstalenter, og alligevel tabte I,« hånede træneren Bo Pedersen.
Dén kommentar kunne Kasper Schmeichel ikke slippe. Han var rasende over at have tabt, irriteret over, at der skulle jokkes i det. Men han tænkte også: Var han virkelig et af Danmarks største målmandstalenter?
Kasper Schmeichel har selv fortalt historien til Euroman, og i en tid, hvor talenter dårligt kan fanges og skoles tidligt nok, er den bemærkelsesværdig. En knægt, der havde været med sin far ude på landsholdets træningsbaner i Vedbæk, siden før han kunne gå, som havde set, hvordan der blev terpet i verdens største fodboldklubber, og som havde levet det professionelle liv derhjemme, skulle blive 14 år, før han begyndte at tænke på sig selv som en talentfuld målmand.
I dag kan han tage et skridt mere mod det sensationelle engelske mesterskab i fodbold, når han som en af Leicesters vigtigste spillere møder Swansea i sæsonens fjerdesidste kamp. I sidste uge kaldte hans træner, Claudio Ranieri, ham over for Berlingskes mand i England for ligaens bedste keeper.
Tænker man nu, at han måske er lidt forudindtaget, kan man støtte sig lidt op ad Premier Leagues officielle statistikere fra EA Sports, der på deres såkaldte Player Performance Index også rangerer ham højest af alle målmænd.
Kasper Schmeichel er historien om en dreng, der tog den usædvanlige vej. Han begyndte sent i Oure, ufokuseret og uden at vide, hvad han skulle og trænede på Brøndbys ynglingehold, men havde svært ved at følge med. Fik chancen i Manchester City og røg på leje i miniputklubberne Darlington, Bury, Falkirk, Cardiff City og Coventry. Videre til Notts Couty, Leeds og i 2011 Leicester. Den lange, usædvanlige vej.
Men ikke den tilfældige, for enhver, der har set ham til træning, ved, med hvilken dedikation han øver sig. Enhver, der har hørt ham fortælle om sine forbilleder, forstår, med hvilken detaljerigdom han udvider sit repertoire. Han gav os et eksempel for halvandet års tid siden, da han forklarede, hvorfor han ruller, efter han har kastet sig efter en bold:
»Jeg kaster mig vel 50-80 gange under en træning, og det bliver til mange gange på et år. Hvis man skal have en 15-20-årig karriere som målmand, er man nødt til at passe på sin krop. Jeg har set rigtigt mange ting på YouTube, som andre målmænd har gjort, og hvor jeg måske har prøvet nogle af tingene selv. Noget af det har virket, og andre ting har føltes unaturligt,« fortalte Kasper Schmeichel.
Hvis man kigger efter, kan man også se ham svinge benene frem foran kroppen, når han har kastet sig til siden, fordi han ved at studere de spanske målmænd har opdaget, at de på den måde straks kan sætte af og dermed hurtigere komme på benene igen.
På den måde er han en veluddannet målmand. Ikke fra en bestemt skole, men gennem selvvalgte fjernmoduler hos nogle af de største mestre i Spanien, Tyskland og efter praktikken i England, hvor han i Manchester City kom under vingerne af tre engelske landsholdsmålmænd, Tim Flowers, David Seaman og David James.
»Hvor heldig har man lov at være,« som han sagde i det føromtalte interview med Euroman efter netop at have fortalt om, hvordan han som den nederste i hierarkiet blev sat til at hente kaffe til David James. Mens de trænede.
Vi skal tilbage til Oure og skoleåret 2001/02. På det tidspunkt var Kasper Schmeichel kun lige begyndt at definere sig selv som målmand. Ikke som målmandstalent, men det var i målet, han stod, når han spillede. Tidligere havde han flakset rundt på kanten eller i angrebet, men da familien første gang forlod England for at følge far Peter til Sporting Lissabon, blev 13-årige Kasper meldt ind i Estoril Praia, hvor han og en anden målmand skiftedes til at stå en halvleg. Indtil finalen, hvor Kasper spillede, indtil holdet førte 4-0, og der kun var ti minutter tilbage. Så det var som usleben med en grøn målmandsidentitet, han trådte ud på Oure Mark. De trænede hver dag. Også efter træning. Og hans holdkammerater kunne hver dag se de glatte kinder blusse af et utøjleligt raseri.
»Selv når vi stod en sen aften og hyggede os med nogle straffespark, var hver bold liv eller død for Kasper. Hvis vi scorede et kongemål på ham, som ingen i verden ville kunne tage, så stod han alligevel og råbte og skældte sig selv ud. Det var helt grotesk,« fortæller Jonas Høgh, der var med på holdet og en af tre forlovere fra idrætsefterskolen, da Kasper Schmeichel sidste sommer blev gift med ungdomskæresten Stine Gyldenbrand.
Pudsigt nok er Jonas Høgh søn af den tidligere landsholdsmålmand og nuværende målmandstræner på landsholdet, Lars Høgh, og selv om det ligger lige for at tolke netop dét venskab som nærliggende, fordi sønner af landsholdsmålmænd måske har meget tilfælles, vil den slutning være for nem. For det er ikke det samme at være søn af Lars Høgh, som det er at være søn af Peter Schmeichel.
Lars Høgh var en god landsholds- og Superligamålmand. Men Peter Schmeichel var den bedste i verden. Måske er det et udmærket billede på forskellen, at de færreste ved, hvem Jonas Høgh var søn af, mens Kasper Schmeichel, »Årets Spiller« i 2015 og kommende engelsk mester – og indtil i sidste uge med 534 minutter i Leicester-målet uden at lukke mål ind – stadig bliver sammenlignet med sin far. Også her. Af mig.
Sidste år kort før jul blev det lidt af en sag, da både Peter og Kasper Schmeichel reagerede på sammenligningen mellem dem. I et stort interview med Daily Mail fortalte han, hvordan han i sine unge år hørte folk stille sig op bag hans mål og hviske »det er Peter Schmeichels søn,« og hvordan han stadig og i et stigende omfang bliver mødt af fans, der vil have en autograf og husker at fortælle ham, at han nok er god, men at hans far var bedre.
For ikke så længe siden, fortalte Kasper Schmeichel, havde han og Peter Schmeichel været ude og spise, da en fan var kommet over og havde bedt om autografer.
»Du er en legende, mester. Din søn gør det også godt, men han bliver aldrig så god som dig,« havde manden sagt henvendt til Peter Schmeichel.
»Gå med dig. Bare gå. Du kommer her og fornærmer min søn og tror, du kan slippe af sted med det?« svarede Peter ifølge Kasper Schmeichel.
»Det bliver værre og værre for hver måned, der går. Jeg troede, det ville blive bedre. Jeg ved ikke hvorfor. Af en eller anden årsag er folk mere interesserede i det end nogensinde. Det har aldrig været nogen form for hjælp for mig i min karriere. Jeg føler, det nærmere har været det modsatte. Jeg tror, jeg ville have spillet længere i Premier League, hvis ikke det havde været sådan. Sagen er, at jeg er 29 år, jeg er gift, og jeg har to børn, men folk ser mig stadig som nogens søn,« siger Kasper Schmeichel.
Således også jeg, og det beklager jeg. Men jeg tænkte nu mere sådan, dengang i 1993 på Brøndby Stadion.
