Den italienske manager Antonio Conte er angiveligt meget tæt på at blive fyret i den engelske Premier League-klub Tottenham.

Det skriver The Telegraph.

Avisen melder, at det er forventningen, at Conte forlader posten i løbet af denne uge.

Conte blev spottet på et Ryanair-fly på vej tilbage til Italien efter weekendens kollaps mod Southampton, hvor Tottenham førte 3-1 og smed sejren i sidste øjeblik.

Opholdet i Tottenham har langt fra været det, som Conte og klubben håbede, da han overtog tøjlerne i kølvandet på fyringen af José Mourinho i 2021.

I længere tid har der været tvivl omkring hans fremtid i London-klubben, da hans kontrakt udløber denne sommer, og han længe har nægtet at tale om det.

Det hele kulminerede i weekenden på et pressemøde, der meget vel kan gå over i Premier League-historien som et af de mest opsigtsvækkende i nyere tid.

Efter det uafgjorte resultat mod Southampton ødelagde Conte sine spillere og klubben for åben mikrofon.

Det sidste vidnesbyrd om et forhold, der næppe kan fortsætte særligt længe.

Forventningen er, at den tidligere Tottenham-spiller Ryan Mason, der har været assistenttræner under Conte, overtager frem til sommeren, hvor Tottenham skal finde en ny manager.

Og her har mange Spurs-fans især en favorit.

Nemlig argentineren Mauricio Pochettino, der blev fyret i efteråret 2019 efter at have bragt Tottenham tilbage i toppen af engelsk fodbold.

Men først skal Contes fremtid afgøres. Og det bliver den altså snart.