Ronaldo, Ronaldo, Ronaldo, Ronaldo, Ronaldo, Fred, Ronaldo, Ronaldo, Ronaldo.

Cristiano Ronaldo er stort set den eneste, der kan få bolden i kassen på det kriseramte Manchester United-mandskab, som opremsningen af målscorerne bag de seneste ni United-mål herover viser.

Det var således også den portugisiske superangriber, som kom på tavlen for sit hold, da United spillede 1-1 hjemme mod Chelsea, der havde glemt skarpheden hjemme i London.

Pointdelingen efterlader De Røde Djævle med fem point op til Arsenal på fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League i næste sæson. Klubben fra det nordlige London har dog spillet to kampe færre end United.

Cristiano Ronaldo reddede med sin udligning et point for Manchester United hjemme mod Chelsea. Dave Thompson/Ritzau Scanpix
Cristiano Ronaldo reddede med sin udligning et point for Manchester United hjemme mod Chelsea. Dave Thompson/Ritzau Scanpix
Vis mere

På trods af et fyldt Old Trafford var det svært at se tændingen hos United-spillerne i første halvleg.

Modsat så Chelseas spillere mere motiverede ud, hvilket blev illustreret i spillet i begge ender af banen.

Det blåklædte London-hold viste den største interesse i at komme frem på banen og havde flere halve scoringsmuligheder.

Chelseas angriber Kai Havertz var i to omgange tæt på at åbne målkontoen i kampen, men i begge forsøg svigtede skarpheden hos tyskeren.

Efter en times spil fik Chelsea omsider hul på bylden.

Fra højresiden lagde Reece James en præcis bold ind i Uniteds straffesparksfelt, hvor Havertz på ubevidst og akavet vis forlængede bolden til Marcos Alonso, som smaskede det runde læder i mål.

Føringen holdt i omkring to minutter.

En opspilsfejl af Chelsea endte med at sende bolden i fødderne på Nemanja Matic, som flot fandt Cristiano Ronaldo ved at løfte bolden over Chelseas forsvar.

Den bold tæmmede og torpederede portugiseren i mål uden chance for Chelsea-målmand Edouard Mendy.

Målet gav noget liv til både United-spillerne og hjemmepublikum, som satte volumen på lægterne.

Men trods en mere lydstærk opbakning fortsatte Uniteds udfordringer med at få sat spillet sammen mod et overlegent Chelsea-hold.