De tre seneste sæsoner i Real Madrid har Cristiano Ronaldo scoret 168 mål. Men Ronaldos storform er ingen tilfældighed. Se bare på hans hverdag

Cristiano Ronaldo går ud af kalenderåret 2013 med over 70 scoringer.

Året har personligt været hans bedste nogensinde med pragtpræstationer og stort set scoringer i hver eneste fodboldkamp. Han er desuden storfavorit til at hjemtage det eftertragtede Ballon d’Or-trofæ, som rivalen Lionel Messi har siddet tungt på de seneste fire år.

Men Ronaldo er ikke kommet sovende til succesen. I modsætning til Messi er Ronaldo ikke bare rent talent. Han er nærmere en atlet. Hver evig eneste dag arbejder Cristiano Ronaldo knaldhårdt på at optimere sin krop og på at forbedre sig på fodboldbanen. Han sørger samtidig for at bevare et overskud til også at håndtere den enorme efterspørgsel på ham.

BT har via Real Madrids kommunikationsafdeling og diætister fået et indblik i Cristiano Ronaldos dagligdag, som foregår i topspeed fra morgen til aften.

Kost

Helt almindelige mænd har en fedtprocent omkring 12. Cristiano Ronaldo er ifølge Real Madrids diætister helt nede omkring de 6 procent, hvilket lige er grænsen mellem en topatlet og en professionel bodybuilder. Her er, hvad han typisk indtager på en træningsdag.

Morgenmad: Omelet med kødstykker, fuldkornstoast, frugt og friskpresset appelsinjuice.

Mellemmåltid: Banan og anden frugt før træning.

Frokost: Let pastaret med grov pasta eller kyllingesalat. Også ofte tun og laks i en salat eller pastaret. Også en del avocado. Specialbrygget dressing med få kalorier.

Mellemmåltid: Yoghurt, grov toast, frugt. Proteinbarer.

Middag: Masser af kød. Men kun rødt kød en gang om ugen. Ellers fjerkræ. Kan være en tallerken fyldt med magert kyllingebryst vendt i specialbrygget pesto med få kalorier plus en håndfuld ris og masser af grønne bønner.

Det drikker han: Kun naturlig juice, vand og te.

No go: Alkohol, hvidt brød og sukker.

Træning

De fleste fodboldspillere træner mellem halvanden og to timer dagligt i perioder med kampe. Ronaldo træner fire-fem timer fem dage om ugen. Han holder kun en enkelt fridag helt uden aktiviteter. En typisk træningsdag er halvanden times træning med resten af Real-truppen. Herefter en halv times individuel sprinttræning. En halv time bruges på individuel træning af tekniske detaljer, og så bruges en time i klubbens styrkerum, hvor han fokuseret træner hver muskelgruppe i over- og underkrop. Om eftermiddagen svømmer han en time i høj intensitet hjemme.

Specialtræning

Portugiseren er besat af optimering af sine fodboldevner. Han specialtræner frispark to gange om ugen en halv time, hvor han bare fyrer løs på B-holdets keeper. Han laver sprinttest en dag om ugen, hvor han hele tiden forsøger at forbedre sit antrit. Ronaldo er blevet testet til at løbe 10,46 på en 100-meter, hvor Usain Bolts verdensrekord er 9,63 sekunder. Desuden selvtræner han rigtig meget timing i hovedstød, hvor spillere fra ungdomsholdene får lov til at fodre ham med indlæg i en halv til hel time.

Søvn

De vilde dage med fester og sene nattetimer på natklubber er et overstået kapitel. Ronaldos forlovede, supermodellen Irina Shayk, har fået styr på stjernens privatliv, og han prioriterer sin søvn højt. Real Madrids lægestab afslører, at Ronaldo insisterer på at sove 10 timer, og sengetid er omkring klokken 22.00. Når holdet overnatter på hotel bliver der også altid sørget for, at Ronaldo er uforstyrret fra det tidspunkt i de tilstødende værelser.

Mentaltræning

Cristiano Ronaldo har fire forskellige mentaltrænere ansat med hver deres ekspertisefelt. Han bruger dagligt en time i selskab med en af disse og har dybe samtaler om målsætninger, fokus og tilstedeværelse. En af dem har ekspertise i en form for hypnose, hvor hjernen kan stresse helt af. En anden er uddannet psykolog og skal hele tiden sikre, at Ronaldo er i balance mentalt.

CR7

Cristiano Ronaldo tjener med sin nye kontrakt med Real Madrid svimlende 158 mio. kr. årligt, men derudover kommer andre sponsor- og reklameindtægt på yderligere 130 mio. kr. Derfor er Ronaldo også nødt til at holde sit brand CR7 brandvarmt. Det gør han ved at bruge lidt af sin fritid på markedsføring. Han deltager i velgørenhedsarrangementer, sponsor-event eller bruger tid med folkene omkring hans produkter. Senest har han med danske JBS lanceret CR7-undertøj med stor succes.