Det glade angriber-vanvid.

Enhver storklub med respekt for sig selv skal selvfølgelig have en bred trup med flere stjerner på alle pladser på banen.

Men i FC Barcelona kan situationen ende med at være tæt på grotesk, når en håndfuld angribere til sommer vender retur til den catalanske storby.

Hele 11 angribere – herunder Martin Braithwaite – vil der potentielt være i truppen, som vil inkludere en række mere eller mindre ubrugelige superstjerner som Philippe Coutinho, Antoine Griezmann og Francisco Trincao.

Foto: ALBERT GEA
Vis mere

Den pressede storklub gik shopamok på angribermarkedet i vinter, hvor klubben købte eller lejede Adama Traoré, Ferrán Torres og Pierre-Emerick Aubameyang. I forvejen rådede træner Xavi Hernandez eksempelvis over Memphis Depay, Ansu Fati, Luuk de Jong og Ousmane Dembélé.

For Martin Braithwaite er situationen håbløs – også selvom flere af spillerne måske forlader FC Barcelona.

Han er helt ude i kulden hos Xavi og ser umiddelbart ud til at være nederst i hierarkiet i den store angriberflok, som FC Barcelona faktisk agter måske at udvide til sommer yderligere med en superstjerne til start-11'eren i form af enten Robert Lewandowski eller Romelu Lukaku.

I Spanien lyder rygterne, at FC Barcleona forsøger at komme af med den danske angriber i det kommende transfervindue – ligesom det er tilfældet med flere af de øvrige spillere fra angriber-overskudslageret.