Daniel Wass kan inden for ganske kort tid lave et chokskifte til storklubben Atlético Madrid.

Ifølge de store spanske medier Marca og AS har den spanske mesterklub udset sig den danske landsholdsspiller som afløser for Kieran Trippier.

B.T.s kilder i Spanien fortæller, at handlen nu er gået ind i sine afgørende timer, og at Wass selv er indstillet på den helt store udfordring, det vil være at skifte til så stor en klub.

AS skriver, at Daniel Wass, der har kontraktudløb med Valencia til sommer, kan købes fri for en million euro, 7,5 millioner kroner, og at det ikke er en mulighed at forlænge kontrakten, da Daniel Wass har afvist klubbens forslag om en ny kontrakt.

Hvis skiftet til Atlético Madrid går igennem, vil det være et stort ønske, som går i opfyldelse for Diego Simeone, da den argentinske Atletico-træner i flere sæsoner har prøvet at hente Daniel Wass til klubben.

Landsholdsspilleren er ellers længe blevet kædet sammen med en retur til dansk fodbold og i særdeleshed Brøndby.

Da B.T. under seneste landsholdssamling i november spurgte ham ind til et comeback i Superligaen, var han meget åben for at komme hjem til Danmark efter mange år i udlandet.

»Det kan godt være, at jeg begynder at kigge hjemad,« sagde Daniel Wass og tilføjede:

»Situationen er, at jeg ikke tænker så langt frem, men det er da klart, at om halvanden måneds tid kan jeg begynde at se på, hvad der skal ske, og det bliver også spændende.«

Det blev det, og nu er en kæmpe kanon i Atlético Madrid kommet på banen med et tilbud, der lokker mere end noget andet.