Andreas Bruus får lørdag eftermiddag en af sæsonens største oplevelser, når hans hold Troyes skal til Paris og møde fransk fodbolds største giganter med trekløveret Lionel Messi, Kylian Mbappé og Neymar på top.

»Det er en piv-fed kamp at møde PSG – og en kæmpe udfordring. De er et af verdens bedste hold lige nu og med nogle af verdens absolut største stjerner. De ser pænt farlige ud i øjeblikket, og deres berømte trio med Messi, Mbappé og Neymar ser utroligt gode ud. Det er jo en drømmetrio!« siger Andreas Bruus og tilføjer:

»I deres seneste ligakamp spillede Neymar ikke, men så scorede Mbappé to mål, som Messi lagde op til – og Messi scorede et, som Mbappe lagde op til. Det siger alt om deres individuelle topkvalitet.«

Den danske højre back tog denne sommer til Ligue 1, da Troyes købte ham fri i Brøndby for 11 millioner kroner.

Mødet med Paris Saint-Germain vil give Andreas Bruus et svar på, hvor langt der er til klodens bedste fodboldben.

»Man glæder sig helt vildt til at spille mod så godt et hold i en så stærk liga, og det er jo en af grundene til, at jeg så det som et drømmeskifte for mig at flytte til en top-5-liga i verden,« siger han og fortsætter:

»Det er sådan nogle kampe, hvor man vil gøre alt for at levere maksimalt som hold, og hvor man virkelig udfordrer sig selv og sammenligner: Hvor står jeg, og hvor langt er der op til de allerbedste spilleres niveau?«

»Det er så fedt at spille mod og måle sig med de bedste i verden, og det giver bare ekstra motivation til at arbejde endnu hårdere for at udvikle mig selv – og til at hjælpe mit hold med at nå vores mål. Alle spillere vil spille mod de bedste – og sådan en kamp beviser ligaens høje niveau,« lyder det fra den 23-årige dansker.

Troyes' cheftræner Bruno Irles (th.) og Andreas Bruus
Troyes' cheftræner Bruno Irles (th.) og Andreas Bruus Foto: FRANCOIS NASCIMBENI
Vis mere

Han udviser respekt for lørdagens modstandere, men slår samtidigt fast, at Troyes, der ligger i midten af tabellen efter 12 runder, godt kan tage noget med fra Paris.

Oprykkerklubben har vundet tre kampe, spillet fire uafgjort og tabt fem gange.

»Vi har en chance. Selvfølgelig har vi det. Vi har haft en god sæsonstart i tabellen, og efter min mening kunne vi godt have haft endnu flere point. Vi har spillet en del uafgjort og har i sagens natur ikke tabt meget – så vi har god tro på holdet og hinanden, og der er supergod stemning mellem spillerne og i klubben generelt,« siger Bruus.

»Folk tror på en god sæson, og vi tror på et godt resultat, når vi går ind til kampene. Vi har vist, at vi kan byde større hold op til dans, og det vil vi også mod PSG, selvom vi selvfølgelig har respekt for dem,« uddyber han.

Danskeren gik straks efter sit sommerskifte ind i startopstillingen hos Troyes, inden han i august fik et tilbageslag med en skade.

I de seneste fem runder er det blevet til hele kampe og indskiftninger, og Andreas Bruus er glad for tilliden og starten på sin karriere i udlandet.

»Det har levet op til, alt det, jeg håbede på, da jeg skiftede fra Brøndby. Jeg har haft en god start og har fået spilletid i alle de kampe, hvor jeg ikke har været skadet. Jeg var uheldig at ryge ud med en skade efter at være startet inde i sæsonens første kampe, men er helt tilbage på mit bedste. Jeg kan helt klart mærke, at jeg er blevet en bedre spiller allerede, og jeg er sikker på, at den fremgang fortsætter,« forklarer han og siger om spilletiden:

»Der er bare en god og sund konkurrence om pladserne, så man starter ikke hver kamp, for træneren kan godt lide at rotere lidt med truppen. Der har været meget at vænne mig til, for det er et kæmpestort skifte fra Superligaen til en top-5-liga med niveauet generelt og med kvaliteten på spillere.«

»Klubben er meget ambitiøs med holdet og meget seriøst, hvad angår de enkelte spilleres udvikling, så de har en god plan for mig. Jeg kan helt klart mærke, at jeg er blevet en bedre spiller allerede, og jeg er sikker på, at den fremgang fortsætter.«

»Der var rigtigt mange nye ansigter i klubben i sommer, men nu hænger vi godt sammen og bygger relationer på banen, så vi bliver bedre og bedre som hold jo mere, vi spiller,« afslutter Bruus, der også fortæller, at han har fået en privat fransklærer tilknyttet, og at det går fremad med sproget i det nye hjemland.

Hvis han kommer på banen mod superstjernerne lørdag, vil det være optræden nummer otte for den tidligere Brøndby-spiller i Ligue 1.