Brøndby-profilen Hany Mukhtar er udeladt af holdets trup søndag, fordi han er i dialog med udenlandsk klub.

Hany Mukhtar kan have spillet sin sidste kamp for Brøndby.

Vestegnsklubben meddeler på sin hjemmeside, at den tyske profil ikke er med søndag i superligakampen mod AGF, fordi han er i dialog med en udenlandsk klub.

»Hany er en dygtig spiller, som i lang tid har tiltrukket interesse fra en række udenlandske klubber på grund af den udvikling, han har gennemgået i Brøndby de sidste tre år,« siger fodbolddirektør Carsten V. Jensen på klubbens hjemmeside.

»Vi har igennem et stykke tid været i dialog med en udenlandsk klub om et eventuelt salg, og vi har derfor givet Hany tilladelse til at besøge klubben og afslutte forhandlingerne om hans personlige forhold.«

Brøndby-sportsdirektøren fortæller desuden, at hvis handelen falder på plads, vil Hany Mukhtar fortsætte i Brørndby efteråret ud, før et eventuelt skifte finder sted i starten af det nye år.

Hany Mukhtar kom til Brøndby i 2016 på en lejeaftale fra portugisiske Benfica.

I april 2017 udnyttede den danske klub en option i aftalen, så skiftet blev permanent.

/ritzau/