Never change a winning team er en slidt kliche, men i fodbold er kontinuitet et vigtigt parameter for trænerne, og derfor løfter man som regel også øjenbrynene en smule mere, når der kommer ændringer hos et vindende hold.

Ikke desto mindre er det, hvad den svenske landstræner Erik Hamrén pønser på til aftenens landskamp mod Danmark i Parken, hvis man skal tro den svenske avis Aftonbladet.

Oven på 2-1-sejren i Stockholm lørdag aften gætter avisen på, at svenskerne har tre nye mænd med i startopstillingen tirsdag aften. To af dem var ventede, mens den tredje er mere overraskende.

Mikael Antonsson blev således skadet i første halvleg af den første playoff-kamp, og FCK-spilleren ser ud til at blive erstattet af Gent-spilleren Erik Johansson.

Samtidig kunne venstre backen Martin Olsson ikke gennemføre den sidste træning i Parken mandag, og han ser ud til blive afløst af den tidligere Superliga-back Pierre Bengtsson.

Overraskelsen skal findes i Jimmy Durmaz, som ifølge Aftonbladet får kniven og skal afløses af Sunderlands 30-årige spiller Sebastian Larsson.

Det var dog også en udskiftning, der blev foretaget i den første kamp i Stockholm.