Jorge Sampaoli tager som landstræner ansvaret for Argentinas nedtur og forsvarer stadig Lionel Messi.

Nizhny Novgorod. Argentina blev torsdag ydmyget ved VM med et 0-3-nederlag til Kroatien, og landstræner Jorge Sampaoli tog bagefter det fulde ansvar.

- Det er mig, der foretager de endelige beslutninger. Nøglen til nederlaget ligger i mit ansvar.

- Jeg skulle lave en plan for kampen. Havde jeg sat tingene anderledes op, så var det måske gået bedre. Jeg mener ikke, man bør give Caballero (Willy, som er målmand hos Argentina, red.) skylden, siger Jorge Sampaoli.

Nederlaget betyder, at Argentina selv med en sejr over Nigeria i den sidste gruppekamp er afhængig af andre resultater for at sikre billetten til en ottendedelsfinale.

Argentina kom bagud 0-1 syv minutter efter pausen, da Willy Caballero fejlede enormt i en situation, hvor han kunne have sparket bolden langt væk.

I stedet valgte målmanden at forsøge at løfte bolden over Ante Rebic fra Kroatien.

Det lykkedes mildest talt dårligt, og Rebic kunne banke Kroatien foran.

Senere scorede Luka Modric et flot mål på et langskud, og Ivan Rakitic øgede til 3-0 i overtiden.

- Jeg troede, vi ville lægge et stort pres på de kroatiske spillere på deres banehalvdel, men efter at de scorede, var vi følelsesmæssigt knækkede. Vi havde ingen fodboldmæssige midler til at ændre på tingene, siger Sampaoli.

Han tog over i jobbet i fjor, og Argentina kvalificerede sig blot med nød og næppe til VM efter et hattrick af Lionel Messi i den sidste kvalifikationskamp mod Ecuador.

Messi har dog været ved siden af sig selv i de to første kampe ved VM, efter at han også misbrugte et straffespark i 1-1-kampen mod Island.

Sampaoli mener, at Messi lider under niveauet hos sine holdkammerater.

- Jeg mener, at Cristiano (Ronaldo, red.) er en fantastisk spiller, når man ser på, hvad han gjort leveret for sin klub og sit landshold.

- Lige nu bør vi ikke sammenligne de to spillere (Ronaldo og Messi, red.). Realiteterne på Argentinas hold overskygger Messis genialitet. Han er begrænset, fordi holdet ikke spiller sammen med ham, som det burde.

- Vi må som trænere forsøge at indse det og ændre det, og jeg må acceptere det, siger Sampaoli.

Han ser det som vanskeligt, at Argentina avancerer ved VM, når Nigeria venter.

- Når man ikke har momentum, så er det svært at bevæge sig fremad. Nogle af spillerne forstod ikke at spille efter mit system. Nederlaget smerter meget, men jeg satte nok ikke mit hold rigtigt sammen, siger Sampaoli.

/ritzau/