Sebastian Grønning har fået sit ønske om et skift væk fra AGF opfyldt. Han skal fremover spille for OFI Kreta.

Sebastian Grønning tager mod varmere himmelstrøg.

Tirsdag oplyser AGF på sin hjemmeside, at klubben har solgt Grønning til den græske klub OFI Kreta.

Det sker, efter at Grønning har ønsket at forlade AGF i jagten på mere spilletid, lyder det fra Superliga-klubben.

»Og det er nu lykkedes at finde en god løsning for alle parter, så Sebastian kan fortsætte sin karriere i græsk fodbold,« siger AGFs sportschef, Stig Inge Bjørnebye, på hjemmesiden.

Den 25-årige angriber nåede ikke engang at være i AGF i et halvt år. Grønning kom til Aarhus i slutningen af august sidste år fra sydkoreanske Suwon Bluewings.

I efteråret blev det dog kun til ni optrædener for AGF. Seks i Superligaen og tre i pokalturneringen. Grønning fik ellers en god start på sin tid i det aarhusianske.

I sin blot anden kamp scorede han således. Men det endte med at blive både det første og eneste mål i AGF-trøjen for den tidligere Viborg-, Hobro- og AaB-spiller.

OFI Kreta spiller i den bedste græske fodboldrække og ligger for tiden på en niendeplads ud af 14 hold.

/ritzau/