37 millioner passagerer rejste med Norwegian i 2018, men uforudset stigning i olieprisen kostede dyrt.

Norwegian havde en hård afslutning på 2018, og samlet endte året med et milliardminus, hvilket har tvunget flyselskabet ud i en stor sparerunde.

Det norske selskab kommer ud af sidste år med et minus på 1,12 milliarder kroner, hvilket er lidt bedre end i 2017.

Det viser flyselskabets årsregnskab, der er offentliggjort torsdag morgen.

Norwegian har ellers haft stor fremgang i løbet af 2018, hvor antallet af passagerer steg med 13 procent til 37 millioner.

Men selskabet forklarer, at det i løbet af året er stødt på en række uforudsete udfordringer. Det gælder blandt andet en høj oliepris og problemer med motorerne på nogle af selskabets fly.

Norwegian har gennem de næste år vokset markant, men det er sket for lånte penge, hvilket har gjort flyselskabet skrøbeligt rent finansielt.

I 2018 voksede gælden med 43 procent til 31,9 milliarder norske kroner.

Norwegians egenkapital - der kan betegnes som selskabets formue, når man trækker gælden fra aktiverne - er på bare 1,7 milliarder norske kroner.

I sidste uge varslede selskabet, at det vil sælge aktier for tre milliarder norske kroner for at blive bedre polstret.

Flyselskabet søsatte i slutningen af sidste år desuden en række tiltag, der skal forbedre resultaterne fremover.

Ruter og baser i blandt andet Europa og USA skal lukkes ned, der er solgt fly, og leveringer af nye er sat på pause. Samlet skal der spares tre milliarder kroner i år.

- Vi går nu ind i en ny periode med lavere vækst og færre investeringer, siger Bjørn Kjos, koncernchef i Norwegian, i en kommentar til regnskabet.

- Samtidig ser vi hele tiden på nye og smarte måder, vi kan blive mere effektive og tilbyde nye tjenester og produkter til eksisterende og nye kunder, siger han.

Ifølge Sydbanks aktieanalytiker Jacob Pedersen er Norwegians situation alvorlig.

- Uden den kapitalforhøjelse, som de får nu, ville de ikke kunne flyve videre. Det er et selskab med en gæld på over 30 milliarder norske kroner og en egenkapital på 1,7 milliarder norske kroner, siger han.

- Man udskyder leveringer af fly. Man sælger fly fra. Man er i gang med et joint venture. Man effektiviserer. Man drejer på alle håndtag. Det er hårde vilkår. Tallene er jo elendige.

Ifølge Jacob Pedersen har Norwegian betalt prisen for at vokse voldsomt.

- Norwegian har fået 11 langdistancefly leveret i 2018. SAS's samlede flåde er 14-15 langdistancefly. De er alene i 2018 vokset i en skala, der svarer til næsten hele SAS's forretning, siger han.

- Hvis de fly er forsinket eller ikke fungerer, er det rasende dyrt. Og det er det, de har været op imod i år.

/ritzau/