Blot fire år efter, at Torben Mouritsen åbnede sin første Normal-butik i Silkeborg, står direktøren nu i spidsen for 90 butikker.

Omsætningen er steget fra 110 millioner i 2013 til 665 millioner sidste år, og Normal-butikkerne vil nu også til at sælge dyre cremer og parfumer.

Det skriver dagbladet Børsen tirsdag.

Satsningen på dyrere produkter er en direkte krigserklæring mod konkurrenten Matas, der har ondt i indtjeningen, men Normal går også i flæsket på dagligvarebutikkerne.

»Vi står stærkt, for vores butikker ligner ikke dagligvarekæder eller dem, som folk typisk betegner som vores konkurrenter som f.eks. Matas. Vi har selvfølgelig skabt yderligere pres på priserne,« siger Torben Mouritsen til Børsen.

Hemmeligheden bag succesen er, at Normal parallelimporterer de fleste af sine varer fra andre EU-lande og sælger dem billigere i Danmark end konkurrenterne, der køber varer via grossisterne til højere priser. Dertil kommer, at strukturen i firmaet er enkel. Der er kort fra idé til handling, og sådan skal det ifølge Torben Mouritsen også blive ved med at være.

Han vurderer, at der er plads til mellem 120 og 150 butikker i Danmark og lige så mange i Norge, hvor der i dag er syv. Derudover er det planen at udvide yderligere i øvrige EU-lande, hvor priserne også er høje.

Normal forventer at omsætningen for 2017 runder en milliard kroner.