Lyt til artiklen

Det har været et par hårde år i restaurationsbranchen.

Først kom coronanedlukningen, der satte store begrænsninger for restaurationernes omsætning.

Nu er det inflation, stigende energi- og fødevarepriser samt lav forbrugertillid, der har sat sine klør i branchen. Og det sætter sine triste spor på antallet af konkurser i branchen.

Ifølge tal fra brancheorganisationen HORESTA har der i november måned været 50 konkurser inden for restaurationserhvervet.

Det er en stigning på intet mindre end 121 procent i forhold til gennemsnittet for november måned i årene 2015-2019, hvor der var 22 konkurser.

Særligt restauranterne er hårdt ramte. Indtil videre har der i år været ikke mindre end 287 konkurser, hvilket er 43,5 procent flere end gennemsnittet for 2015-2019.

»Når udgifterne stiger så meget – og på så kort tid – som vores branche har oplevet de seneste måneder, så vil det betyde, at nogle virksomheder får svært ved at få forretningen til at hænge sammen.«, siger Jeppe Møller-Herskind, kommerciel direktør i HORESTA og fortsætter:

»Når det samtidig kommer i kølvandet på en coronakrise, som har kostet virksomhederne dyrt, så er det desværre ikke overraskende, at udviklingen også kan aflæses i konkurstallene.«

Til sammenligning har der indtil videre været knap 21 procent flere konkurser i det generelle erhvervsliv i forhold til 2015-2019.