Med 225,3 millioner kroner i overskud er der grund til at lade champagnepropperne springe hos familien Hommelhoff fra Aarhus.

For sjette år i træk kan den aarhusianske finans- og erhvervsmand Claus Hommelhoff og hans familie se tilbage på endnu et år med et trecifret millionoverskud, skriver finans.dk.

Familiens investeringsselskab hedder Aktieselskabet CBH, og familiens forskellige forretninger tæller både ejendomme, nat- og sportsklubber og designfirmaet Hoptimist.

Ifølge finans.dk har Claus Hommelhoff i dag en mere tilbagetrukket rolle i selskabet, og han udtalte i et interview i 2018 til mediet, at han synes, det er lidt pinligt at tale om penge.

»Jeg mangler ikke noget, men jeg ejer altså kun 10 procent af aktiekapitalen i CBH. Resten er generationsskiftet over til mine tre ældste børn. Derfor hader jeg også, når pressen kalder mig rigmand. Det er så distancerende. Kald mig forretningsmand,« lød det fra Claus Hommelhoff dengang.

Claus Hommelhoff er uddannet cand.oecon. fra Aarhus Universitet i 1981, og i 1986 stiftede han sammen med Erik Møller virksomheden Formuepleje.

Formuepleje er et selskab, der arbejder for at bevare og øge formuer, og Claus Hommelhoff er i dag seniorformuerådgiver i virksomheden.

Derudover er han aktiv i en lang række projekter og mærkesager – senest det projekterede byggeri af Danmarks højeste bygning på Aarhus Ø. Han er også medejer af en lang række selskaber samt bestyrelsesformand for Bakken Bears og Hospice Søholm.