Det bliver skæbneuge for Thomas.

Du kender ham helt sikkert ikke, når han blot bliver omtalt Thomas.

Men det er faktisk nærliggende at benytte hans fornavn, skønt han er direktør i en meget stor og betydningsfuld virksomhed. Han er ikke dansk, men taler lidt som Ståle Solbakken i en anden ende af København.

Det er hverken uhøfligt eller mangel på respekt at kalde ham ved fornavnet, Thomas. Han har gennem sine fem år i spidsen for den hæderkronede Danske Bank netop gjort det til sin mærkesag at være 'folkelig', hvilket de fleste af hans forgængere langt fra har været.

Thomas F. Borgen har fra de allerførste dage som administrerende direktør lagt væk på at være tilgængelig og en del af holdet. Noget af det første, han afskaffede, var den særlige chefkantine i banken, en symbolsk beslutning, der har tjent ham godt, siden alle i erhvervslivet kender historien og som dermed udtrykker, at Thomas er en mand af folket. En mand, medarbejderne kan gå til og en mand, som selv kan tale med medarbejderne.

Men Thomas F. Borgen får en uge, der bringer ham på forsiden og i primetime på alle danske og formentlig udenlandske medier. På onsdag offentliggør Danske Bank sin egen interne undersøgelse af den hvidvask-skandale, der har hærget banken de seneste år og taget al fokus fra bankens ellers udmærkede resultater.

Danske Banks filial i Estland har været medvirkende til at ‘vaske’ sorte penge hvide - altså flyttet de østeuropæiske kriminelles penge fra deres ulovlige aktiviteter ud i det fri, hvor de kan benyttes til at købe boliger, biler og aktier.

Sagen begyndte at rulle i offentligheden for nogle år siden via Berlingske, der løbende og konsekvent har afsløret hvor mange penge, der blev hvidvasket - 53 milliarder kroner er det seneste beløb, som Berlingske har anslået skandalen til.

Thomas F. Borgens store problem er, at han var ansvarlig for banken i Estland, medens de lyssky aktiviteter stod på, og inden han blev øverste chef for Danmarks største bank.

Thomas lukkede selv banken i Estland i 2015, men det var lidt sent. For modsat det image, som Thomas skabte fra starten af som en administrerende direktør, der lytter og hvis kontor altid er åbent, så lyttede Thomas F. Borgen faktisk slet ikke, da det gjaldt. Han blev advaret adskillige gange af sine medarbejdere og den interne revision. Spørgsmålet er derfor nu: Hvor hurtigt reagerede han? Tog han det alvorligt? Alvorligt nok til, at vi og banken kan stole på ham.

Bankens egen undersøgelse vil give svar på dette og dermed også Thomas Borgens fremtid i banken.

Har det overhovedet nogen betydning for dig og mig og os allesammen. Helt klart. De største banker her i landet blev efter finanskrisen for 10 år siden udpeget til at være så vigtige for vort samfund, at de blev erklæret ‘systemiske’. De kan ikke gå nedenom og hjem.

De bliver reddet af vores skattepenge, hvis de risikerer at gå konkurs. Danske Bank var tæt på ved den seneste krise, men det er altså dig og mig, der skal redde banken, hvis den kommer i problemer. Bevares, de har fået besked på at de skal spare op, men der findes ikke andre virksomheder, der har det sikkerhedsnet. Derfor skal vi være sikre på, at de, der sidder i førersædet, er troværdige og retskafne mennesker.

Thomas F. Borgen har selv udtalt, at han bliver siddende så længe, at han mener, at han er den bedste mand på jobbet. Det er moderne ledelsessnak. At blive på broen som modig kaptajn - af pligt og med ære. Thomas bliver måske som direktør efter onsdagens pressemøde, men hans dage er talte.

Sådan er det i Danske Bank, hvis tidligere direktører aldrig har vist følelser eller åbenhed. Fra den herostratisk berømte Tage ‘kolde’ Andersen, der løftede banken i 80’erne, over Knud ‘sorte’ Sørensen i 90’erne til Peter Straarup blev der ikke talt om ‘plads til fejltagelser’ eller åbenhed. Hos dem var kontrol det væsentligste. Den har banken og Thomas mistet med skandalen om hvidvaskning af 53 milliarder kroner.