Hvis det brænder ombord på et skib, så indkalder man ikke til stormøde, hvor man i plenum bliver enig om en langsigtet strategi, der tilgodeser alles interesser – det tager simpelthen for lang tid, og det vil koste liv.
Men analogien passer desværre godt på EUs håndtering af vaccineudrulningen i coronakrisen. Israel har nu vaccineret cirka 33 procent af befolkningen, Storbritannien har vaccineret 11 procent, USA syv procent – mens EU har vaccineret sølle 2,3 procent af befolkningen.
EUs intentioner for sine 450 millioner indbyggere var naturligvis de bedste. Efter en kaotisk nedlukningsfase i marts 2020, hvor Danmark som de første gik enegang, og mange andre fulgte eksemplet, ville EU-toppen sikre, at man denne gang viste fællesskabets magt.
For naturligvis er en kunde, der repræsenterer 450 millioner købestærke borgere, i princippet langt stærkere end en kunde, der kun repræsenterer få millioner. EU stod med verdens bedste kort på hånden, og alligevel gik det frygteligt galt.
Israel lavede hurtigt en aftale med Pfizer, der gjorde israelerne til forsøgskanin for Pfizers vaccine, og Israel betalte samtidig det, det kostede at få nærmest ubegrænset adgang til vaccinen. Det var, som israelerne siden sagde, ikke tidspunktet til at prutte om prisen.
Storbritannien takkede nej til det europæiske vaccinesamarbejde og fokuserede i stedet gennem samarbejde med en række vaccineproducenter at omlægge fabrikker til vaccineproduktion samt at bruge deres allerede glimrende institutioner til at sikre en lyngodkendelse, når vaccinerne kom. Det lykkedes som bekendt, Storbritannien blev de første i verden til at nødgodkende Pfizers vaccine og starte udrulningen.
EU udnævnte EU-Kommissionens søvnige generaldirektorat for sundhed og fødevaresikkerhed til forhandler og varetager af Europas vaccineindkøb. Generaldirektoratet var på ingen måde kendt for at ride, samme dag som man sadlede, og det gjorde man så heller ikke denne gang.
I stedet for at bruge muskler på at sikre egne borgere i den forestående vaccinekrig, som allerede dengang var forudsagt, fokuserede EU på at sikre en række faktorer, så man ikke blev snydt i forhandlingerne med de store medicinalvirksomheder.
Ikke mindst var man prisbevidst og ville sikre, at EU-borgerne fik valuta for pengene. Desuden arbejdede man målrettet på, at det blev medicinalvirksomhederne, der måtte tage ansvaret, hvis deres vacciner havde utilsigtede bivirkninger. Man brugte også kostbar tid på at tilgodese de 27 medlemslandes særlige ønsker og interesser.
Mens EU forhandlede med producenterne, kørte vaccinetoget fra perronen. Vaccinemanglen i EU-landene i dag er resultatet af en strategi, der ville have passet fint til en rolig langtidsplanlægning, men elendigt til den akutte nødsituation, vi står i.
Det himmelråbende er, at man jo udmærket vidste, at det var en nødsituation på dette tidspunkt. Man vidste også, at alder var en særlig farlig faktor i forhold til covid-19, og gennemsnitsalderen i EU er høj.
Lige nu spreder den britiske variant sig som løbeild mange steder i Europa. Portugal melder om overfyldte hospitaler, Irland gik på få uger fra at være landet med mindst smitte til landet med de fleste i verden. Også Danmark er udsat, fordi vores gennemsnitsalder også er høj, og fordi så få af os har været smittet. Smitten herhjemme er heldigvis nu lav, men det er desværre ikke sikkert, at det forbliver sådan.
Europa har et akut problem. Vi har ikke vacciner nok, og der ikke udsigt til at få nok vacciner i de næste, afgørende uger og måneder, og det er i høj grad vores egen skyld.
EU skal roses for at have været med til at insistere på, at verdens fattigste også får del i vaccinerne – det er både i deres og vores egen interesse, hvis covid-19 på sigt effektivt skal bekæmpes.
Men at man ikke indså, at man måtte tilsidesætte vanligt bureaukrati og langsommelighed, kan blive dyrt for tiltroen til det europæiske projekt, hvis dødstallene de næste måneder fortsætter med at stige her. Især hvis man andre steder kan begynde at åbne samfundet op igen.
EU er i bedste forstand et behjertet forsøg på både at lytte til og at repræsentere alles interesser – de store og de små, de progressive og de reaktionære. Man er bare slet ikke gearet til at træffe hurtige beslutninger. Især ikke dem, der handler om liv og død.
Det altafgørende i en akut krise er at kende sine egne svagheder og at være åbne omkring dem. Hvis man ikke kan svømme, så skal man ikke melde sig til at hente manden, der er faldet over bord.
EU var for sent ude af startblokken i kapløbet om vaccinerne. Vi tabte vaccinespurten, men kampen mod covid-19 bliver et marathon. EU kan stadig blive en afgørende, positiv faktor i den globale kamp mod virus. Covid-19 kan dog også blive en farlig faktor i argumentet for, at der er mere, som skiller os, end som samler os.
