Under overskriften »139 børnehaveklasser i Aarhus til næste skoleår« udsendte Børn og Unge i Aarhus Kommune onsdag en pressemeddelelse om, hvor mange nye børnehaveklasser, der kommer til at være på de aarhusianske skoler næste år.

Tallet er syv. En intetsigende nyhed om, at antallet af skoleelever stiger en smule.

Hvis man var konspiratorisk anlagt ville man tro, at overskriften var lavet for at gemme en anden nyhed lidt væk. Ganske rigtigt. Få linjer nede i pressemeddelelsen finder man den reelle nyhed.

72 procent af børn med dansk som andetsprog, der skal begynde i børnehaveklasse efter sommerferien har behov for at lære bedre dansk. De taler med andre ord ikke godt nok dansk til at klare sig i den danske folkeskole, hvis de ikke får støtte.

Men vi begynder lige et andet sted: Kære pressefolk i kommunen, lad dog være med at gemme de mindre pæne historier i ligegyldige historier om, hvor mange klasser I opretter efter sommerferien. Vi i medierne og borgerne skal nok opdage dem alligevel. Så spil bare med åbne kort.

Og så til det væsentlige. Det er et decideret svigt af de børn, der i en alder af seks-syv år, ikke kan dansk på et niveau, der er godt nok til den danske folkeskole. Pilen peger på de institutioner, de har gået i, hvis det er tilfældet.

Hvis et barn har gået i vuggestue og børnehave frem til skolealderen er det fem år, de har været i kommunalt regi, og så er det et regulært offentligt svigt af børnene, at man ikke har sørget for, at de har lært sproget ordentligt.

Men i endnu højere grad hviler ansvaret på forældrene. Vores børn tilbringer mange timer i institution, men i sidste ende er det forældrene, der har ansvaret for, at deres børn udvikler sig, som de skal. Hvis man har valgt, at man vil bo i Danmark, er det danske sprog et afgørende parameter, man som ansvarlige forældre skal tage hånd om.

Kan man som voksen ikke tale dansk godt nok til, at det er sproget i hjemmet, er det nok der, man bør starte. Det er en fordel at kunne andre sprog, men i Danmark taler vi først og fremmest dansk. Det er præmissen for at kunne klare sig igennem den gratis folkeskole, man misunder i hele verden.

Sæt dansk børnefjernsyn på, tal dansk i hjemmet, og læs bøger på dansk. Det danske system er sådan indrettet, at alle har mulighed for at se dansksproget fjernsyn i verdensklasse og låne bøger gratis, så der er ingen undskyldninger.

Dansk er vejen frem, hvis du vil give dit barn en chance for at klare sig godt.

Det mindste man kan gøre som forældre, er at hjælpe sig barn med at være klar til at modtage undervisning. Alt andet er et svigt at sit eget barn.