Jacob Bundsgaard beviste i denne uge, at der bag hans joviale og smilende ydre gemmer sig en politiker, der ved lige præcis, hvor magtfuld han er.

Aarhus Byråd mødtes i denne uge for at forhandle kommunens budget for 2022 på plads, men først skulle partierne skrive under på en aftale, hvor de accepterede at deltage i budgetforliget mod at sige ja til ni forskellige punkter dikteret af borgmester Jacob Bundsgaard.

I den stod blandt andet:

»Deltagelse i den kommende budgetaftale forpligter, og at partierne i fællesskab tager ansvar for hele aftalen.«

Med andre ord skulle politikerne skrive under på en musketered om at støtte hele aftalen, uanset om der er dele, man er utilfreds med eller ej.

Valget var klart: Vil du have indflydelse på budgettet for 2022, skriver du under, og så mister du retten til at kritisere forliget, eller lad være med at skrive under, og så kan du stå uden for døren, når resten af byrådet forhandler aftalen på plads.

En pistol for panden – og de fleste partier valgte da også valg nummer et; at skrive under på Bundsgaards dokument.

Men hvor er det dog arrogant af borgmesteren, der sidder så trygt på borgmesterkontoret, at selv Mette Frederiksen må misunde ham.

Selvfølgelig er det oplagt, at man støtter en aftale, man netop har indgået, men at tvinge sine politikerkolleger til at skrive under på et dokument, hvor de deponerer retten til kritik og frasiger sig retten til en lang række punkter, er simpelthen mageløst.

Forestiller man sig, at byrådets politikere ikke vil efterspørge flere penge til social- eller ældreområdet, hvis der viser sig at være behov for det i løbet af 2022?

Venstre-politikeren Gert Bjerregaard er en af de mest rutinerede politikere i Aarhus Byråd, men på trods af hans mange år i byrådet er aftalen alligevel uset.

»Jeg har ikke været med til noget lignende i de 20 år, jeg har siddet i byrådet. Det er jo en kortslutning af demokratiet,« siger han.

Hans parti valgte at skrive under på dokumentet for at få indflydelse. Det gjorde de fleste andre også – selvfølgelig. Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt? Er det for at vise din magt, Jacob Bundsgaard?

Uanset hensigten lugter det langt væk af magtarrogance, og det klæder ikke en demokratisk proces, og det klæder helt sikkert ikke borgmesterembedet at bruge den slags bøllemetoder til at stække sit byråd, inden forhandlingerne om budgettet overhovedet gik i gang.

Det er klart, at de fleste partier skriver under, så de kan deltage i forliget og forsøge at få deres mærkesager igennem, men måden, det blev gjort på, klæder ikke borgmesterembedet. Men det er måske en del af den socialdemokratiske fortælling i disse år? At det fungerer bedst, når det gamle arbejderparti bestemmer, og så er det mindre vigtigt, hvad andre mener. Det er alligevel jer, der har ret.

Det er en ommer og en fremgangsmåde, du skal sende i makulatoren, Jacob Bundsgaard.