Nu skal vi alle rette ind, stå sammen og ikke sætte lus i skindpelsen. Vi har krise, og derfor er der brug for, at vi friholder vores ledere fra kritik og giver dem plads og ro til at få os alle bedst muligt gennem det her.

Nej.

Selv om flere giver udtryk for ovenstående holdning på sociale medier og i den offentlige debat, så er det en fejlslutning at tro, at vi ikke har brug for at forholde os kritisk til, hvordan magten og ressourcerne anvendes – måske specielt i en krisesituation som den igangværende.

Ja, sundhedspersonalet på landets sygehuse knokler og slider i det i coronaens frontlinje. Og tak for det! Men det er naturligvis stadigvæk helt legitimt at stille spørgsmål ved, om vi gør tingene på den rigtige måde.

Ja, Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm har været klart kommunikerende og meget tillidsvækkende, men det er naturligvis helt på sin plads at spørge kritisk ind til, hvorfor vi, allerede længe inden corona udviklede sig til en krise, havde problemer med at skaffe værnemidler i sundhedssektoren, hvorfor vi overhørte eller undervurderede adskillige advarsler fra WHO om, hvor slem udbredelsen af smitte kunne blive, og hvorfor der hen ad vejen tilsyneladende har været forskellige ønsker til at håndtere krisen hos Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.

Ja, statsminister Mette Frederiksen har stået ret så rank ved roret i stormen, men det er naturligvis helt på sin plads at spørge kritisk ind til, om vi har lukket samfundet for voldsomt ned, om hun bruger for meget tid på Facebook og fællessang, eller om det er betimeligt at gå så voldsomt til værks i forhold til befolkningens frihedsrettigheder, som tilfældet har været med diverse særlove.

Og når Mette Frederiksen som varslet mandag orienterer om, hvorledes man forhåbentlig kan påbegynde en gradvis åbning af samfundet, vil det – til trods for den eufori, færten af normalisering end måtte afstedkomme – igen være helt på sin plads at spørge kritisk ind til, om det nu er for hurtigt, nu er for langsomt, nu er for meget, nu er for lidt.

Det drejer sig ikke nødvendigvis om, at nogen skal have et hak i tuden, selv om det naturligvis godt kan ske i processen.

Det drejer sig om, at kritisk tænkning er det, der løfter vores samfund fremad og opad. Vi skal sætte spørgsmålstegn ved så meget som muligt, udfordre så meget som muligt, være mest muligt kritiske over for, hvordan magten i vores samfund anvendes.

Man kan kritisere medier og andre kritikere for at fokusere på hårene i suppen, men det er kun ved at finde fejl, forholde os til dem, indrømme dem, hvis vi har begået dem, lære af dem, at vi kan blive klogere.

Derfor er det også ganske fornuftigt, når tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen foreslår, at vi på den anden side af coronakrisen nedsætter en kommission, der skal kulegrave håndteringen af den, som han gjorde her hos B.T. forleden.

Kommissioner har en indbygget risiko for at blive politiske kamppladser, og man kan selvfølgelig mene, at Løkkes idé lyder lidt underlig, i lyset af at han i 2015 selv var med til at nedlægge den Irak-kommission, der skulle undersøge grundlaget for Danmark krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan.

Løkke mener tilsyneladende, at det er vigtigere at få kigget kritisk på socialdemokraternes og Mette Frederiksens håndtering af coronakrisen, end det var at få kigget kritisk på Fogh Rasmussen-regeringens gøren og laden i sin tid.

Men under alle omstændigheder har han en pointe i dag.

For kun ved at kigge kritisk på alle aspekter af den nuværende krise og håndteringen af den kan vi gøre os forhåbninger om at klare den næste pandemi endnu bedre. Så på med de kritiske briller, tak.