Der er tale om et næsten berømt hus i Valby som tv-værten Petra Nagel og manden Asbjørn nu sætter til salg.

På Lokalbolig Valbys hjemmeside kan man se, at huset netop er blevet udbudt til en pris på 9.250.000 kroner. 

B.T. har gennem Tinglysningen fået bekræftet, at der er tale om tv-værtens hjem. 

Parret købte huset tilbage i 2019 for 5.850.000 kroner. 

Salgsannoncen for Petras hus.
Salgsannoncen for Petras hus. Foto: Lokalbolig Valby
Vis mere

Dermed står de da også til noget af en gevinst, hvis huset bliver solgt til prisen på de 9,2 millioner kroner. 

Petra Nagels hus blev kendt, da det sammen med hendes familie medvirkede i programmet 'Petra slukker strømmen', hvor hun skulle leve uden strøm i 20 dage.

 

Her eksperimenterede den lille familie bestående af to voksne og to små børn med et liv i et byhus uden strøm. 

Det blev til flere alternative løsninger for at lave mad – plus en enkelt henvendelse fra Sikkerhedsstyrelsen, der efter programmets udgivelse kunne fortælle TV 2, at det altså ikke er lovligt at bruge et trangiasæt indendørs. 

B.T. har kontaktet Petra Nagel via hendes manager, men hun er skrivende stund ikke vendt retur på vores henvendelse. 

Det vides derfor endnu ikke, hvor familien, der nu tæller en ekstra lillebror, skal flytte hen, hvis huset i Valby sælges.