Facebook-gruppen Offensimentum 2.0 har allerede 10.000 medlemmer, og har som mål at blive endnu værre end den første.

Den udskældte Facebook-gruppe Offensimentum blev mandag aften lukket, men allerede få timer senere stiftede en af gruppens bagmænd en ny ved navn Offensimentum 2.0.

Og hvis man tror, han har lært noget af at få lukket den første gruppe, kan man tilsyneladende godt tro om igen. BT har set gruppens officielle beskrivelse og regelsæt, og her lover admin-teamet, at gruppen bliver mere offensiv end forgængeren.

'Vi slår hurtigt igen, og er tilbage med en ny gruppe. Dobbelt så offensiv!', skriver administratorerne i beskrivelsen af gruppen.

I regelsættet lægger den nye gruppe op til, at man gerne må arrangere raids mod privatpersoner - det skal blot godkendes af en administrator. Et raid fungerer ved, at en masse fra gruppen 'overfalder' en person online ved for eksempel at svine dem til på deres profiler på sociale medier.

Offensimentums bagmand benægter over for metroxpress, at han er med i den nye gruppe Offensimentum 2.0, men erkender samtidig på paradoksal vis, at han er administrator i gruppen.

Den nye gruppe har i skrivende stund cirka 10.000 medlemmer, og ifølge flere medier står 5.000 i kø til at blive godkendt. Gruppen er ligesom sin forgænger hemmelig, og kan ikke søges frem med en Facebook-søgning. Man skal inviteres af et eksisterende medlem, og derefter godkendes af en admin.

I offensimentum er der allerede eksempler på, at tonen er mindst lige så hård, som den var i originalen.