Hun blev kendt tilbage i 1960'erne, da hun charmerede sig ind i hjerterne på alle danskerne i rollen som Pusle i filmserien 'Min søsters børn'. Nu afslører 51-årige Pusle Helmuth i et større interview med Berlingske, at hun snart igen vil være at finde på danskernes tv-skærme.

Hun fortæller således, at hun siden 2004, hvor hendes far Frits Helmuth døde, har læst hos skuespiller, instruktør og tidligere teaterdirektør Jan Hertz, og at hun i øjeblikket er i gang med optagelserne til en ny tv-serie.

- Det var først, da min far døde, at jeg fik en enorm lyst til at afprøve mig selv som skuespiller, og jeg sagde fra starten til Jan Hertz, at han skulle sige sin ærlige mening. Han har hele tiden opmuntret mig til at fortsætte, og det er et godt tegn. Hertz vil have, at jeg skal spille teater, men det vil jeg ikke så gerne. Heldigvis har jeg den luksus, at jeg ikke skal leve af skuespil, så nu tager jeg den første mulighed med en TV-serie, siger Pusle Helmuth til Berlingske.

I det lange interview, hvor Pusle Helmuth fortæller om de drømme og op - og nedture, som hun har haft siden hun som treårig for første gang medvirkede i 'Min søsters børn' filmene, fortæller hun desuden, at det i starten særligt var hendes mor, Jeanne Derville, der støttede lille pusle, og troede på, at hun ville få en stor karriere som skuespiller.

- Min mor troede fuldt og fast på mit talent, og udefra kom det til at se ud som om, hun forsøgte at forlænge karrieren et godt stykke tid ud over det tidspunkt, hvor jeg syntes, det var sjovt. Det var formentlig ikke bevidst. Min mor ønskede bare, at det ikke måtte stoppe, siger Pusle til Berlingske.

Opbakningen fra moderen betød desuden, at Pusle Helmuth i lang tid var overbevist om, at hun skulle til Hollywood og en dag ville vinde en Oscar-statuette.

- Det var først, da jeg var i 20erne, det gik op for mig, at det var utopi, og det var lidt hårdt, for jeg havde hængt en masse håb og drømme op på det luftkastel. Jeg fandt ud af, at jeg ingenting var mere. Det var ret hårdt. Jeg skulle bygge noget helt nyt op forfra, og det magtede jeg ikke på det tidspunkt, siger Pusle Helmuth, der til dagligt arbejder som lægesekretær. Hun går dog stadig med en drøm om at blive skuespiller - en drøm der kan pustes fornyet liv i, hvis serien med navnet 'Jensen' bliver en realitet. I første omgang skal filmproducenterne fra Incredible Stories filme en pilotepisode til tv-serien, der sigter mod hele familien og efter sigende er et Indiana Jones-agtigt eventyr, som foregår i 1960erne.

I første omgang håber Pusle Helmuth på, at pilotepisoden munder ud i en første sæson på ti afsnit til enten DR eller TV 2. Anders Meldgaard og Daniel French, der står bag serien, har valgt Pusle Helmuth til den voksne hovedrolle som den mystiske men livlige Tante Nørregaard.