Et højtryk over Sydskandinavien vil indtil fredag give stabilt og solrigt vejr - især i de østlige egne.

København. Vejrprognosen for årets første efterårsuge byder på gode nyheder til danskere, der ikke er klar til at smide de korte bukser og solbrillerne.

Det fortæller Anja Bodholdt, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

- Vi får en pæn start på efteråret med mest tørt vejr, gode solchancer og lune temperaturer, siger hun.

Et højtryk, der har lagt sig over landet, vil sørge for stabilt vejr det meste af ugen.

- Højtrykket vil sende lun luft ind over landet fra øst, og temperaturerne vil hele ugen ligge mellem 18 og 23 grader, siger Anja Bodholdt.

Mandag kan der i morgentimerne være stedvis tåge, mens der i den syd- og vestlige del af landet en overgang kan være mere skyet. En enkelt regnbyge kan der også falde i løbet af mandagen i de vestlige egne.

Samme vejrbillede vil tegne sig til og med torsdag, hvor den østlige del af landet formentlig får flest solskinstimer.

- Der ligger en front ude over Nordsøen, der i perioder vil trække ind over det jyske, hvilket kan give lidt flere skyer og måske lidt regn hist og her, siger Anja Bodholdt, der dog understreger, at der ikke vil være tale om store nedbørsmængder for vestjyderne.

- Det er bestemt ikke tale om store mængder regn, så overordnet set ligner det en rigtigt flot uge med nogen eller en del sol til de fleste.

Mens dagtemperaturerne vil ligge stabilt mellem 18 og 23 grader, vil de falde til mellem 10 og 15 grader i nattetimerne.

Hele ugen vil vinden være svag til jævn fra en østlige retning.

Eneste hår i suppen for dem, der ikke er klar til at give slip på solen efter den danske rekordsommer, bliver fredag.

Her vil en front med byger og regn bevæge sig ind over landet.

/ritzau/