Kender du redningsmanden? Eller var det dig, der kom med hjertestarteren? Skriv til os på 1929@bt.dk eller på vores side på Facebook.

En ukendt mand med en hjertestarter blev forskellen mellem liv og død for Jens Bruhn fra Nærum nord for København. Nu efterlyser han den mand, der var med til at redde hans liv.

70-årige Jens Bruhn glemmer aldrig mandag den 19. marts. Eller, det vil sige: Det har han sådan set allerede gjort. Han husker nemlig absolut intet efter det øjeblik, han rejste sig fra sofaen for at gå i seng.

»Jeg sagde til min kone, Kirsten, at jeg fik det lidt dårligt. Det er det sidste, jeg husker. Derefter erindrer jeg intet. Jeg er fuldstændig tom,« fortæller den pensionerede lærer og tidligere socialdemokratiske byrådspolitiker.

Jens Bruhn havde nemlig fået et hjertestop, og hans kone, som er sygeplejerske, ringede 112 og fik ham ned på gulvet og begyndte at yde førstehjælp.

Det, Jens Bruhn imidlertid aldrig glemmer, er historien om, hvordan en ukendt mand pludselig ringede på døren med en hjertestarter i hånden.

»Den medarbejder, der sad ved telefonen på alarmcentralen, gav min kone en fin vejledning i, hvad hun skulle gøre. Selv om min kone er sygeplejerske, var hun jo noget påvirket af situationen, så det var rart for hende, at der var en i den anden ende af røret, der fortalte hende, hvad hun skulle gøre,« fortæller Jens Bruhn og tilføjer:

»På et tidspunkt sagde damen, at min kone skulle gå ud og åbne døren, når det ringede på. Og lige pludselig stod der en fremmed mand i stuen.«

Jens Bruhn fotograferet i sin have, da han stadig var aktiv i lokalpolitik. (Arkivfoto)
Jens Bruhn fotograferet i sin have, da han stadig var aktiv i lokalpolitik. (Arkivfoto) Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Kirsten og Jens Bruhn havde fået besøg af en såkaldt 'hjerteløber.' En frivillig, der bor i nærheden, som ved hjælp af en særlig app havde fået besked på, at den var helt gal hjemme hos ægteparret.

Den ukendte mand hentede den nærmeste hjertestarter og løb bogstaveligt talt hjem til Jens, hvor han ydede livreddende førstehjælp, indtil ambulancen kom.

»Det er det, jeg har glæde af nu, for jeg fik nogle ordentlige slag i brystkassen og fik bøjet nogle ribben,« fortæller Jens Bruhn, som bort set fra ømhed i brystet, slap nådigt fra hjerteanfaldet, som kunne have kostet ham livet.

Hjerteløberne findes indtil videre kun i Region Hovedstaden og går kort og godt ud på, at alle over 18 år kan downloade en app og melder sig til at træde til med førstehjælp og hjertestarter, hvis en person i nærheden falder om med hjertestop.

Til Jens Bruhns held havde en mand i hans lokalområde tilmeldt sig ordningen, og han fik derfor besked fra alarmcentralen, da hustruen ringede 112.

I al hast blev Jens Bruhn indlagt på Rigshospitalet, hvor effektiv behandling sikrede, at han nu efterhånden er ved at komme til hægterne igen.

Jens Bruhn har kun lovord til overs for den hjælp og professionelisme, han har mødt hele vejen igennem forløbet - lige fra alamcentralen, hospitalspersonalet til forsikringsselskabet, som siden har hjulpet med at afbøde et økonomisk tab efter en aflyst ferie.

Men særligt én person bliver han ved med at kredse om i tankerne: Den ukendte mand, som var med til at redde hans liv. Ham vil han gerne takke personligt.

»Jeg står i stor taknemmelighedsgæld til ham. Det, at han har meldt sig frivilligt, viser, at der er kvalitet i det menneske. Jeg har virkelig haft stor glæde af hans indsats, og det vil jeg gerne have, at han skal vide,« siger Jens Bruhn, som også står frem i håb om, at flere får kendskab til hjerteløber-ordningen og lyst til at melde sig.

Men hjertestoppet har ikke kun efterladt ømhed i kroppen. Jens Bruhn lægger ikke skjul på, at det har været en skræmmende oplevelse at stå ansigt til ansigt med døden. Eftervirkninger, som han har fået psykologisk hjælp til at bearbejde.

»Jeg har fået en løftet pegefinger. Jeg blev forskrækket, og er begyndt at kigge på fødselsdage og konfirmationer på en anden måde,« siger han.