Almaz Mengeshas fremtid i et af verdens fattigste lande lå i ruiner, da hun som barn fik amputeret begge ben. Men skæbnen ville, at hun fik nye ben og et nyt liv i Danmark. I dag løber hun for at samle penge ind til Afrika.
Lugten af motorolie er for altid lagret dybt i 43-årige Almaz Mengesha. Lugten er for hende forbundet med helt ubeskrivelige smerter. For for 35 år siden kørte en tonstung lastbil benene af den dengang otte årige pige.
Almaz Mengesha voksede op hos en plejemor i byen Metu i det centrale Etiopien. Plejemoren, der havde 11 plejebørn, drev et hotel. Almaz Mengesha var endt på hotellet, fordi hendes biologiske mor var så fattig, at hun ikke kunne give sin datter en tryg fremtid.
Alle bidrog til hotellets drift, også Almaz Mengesha, der typisk løb efter øl til gæsterne eller mel til maden. En dag i 1982 var hun sendt af sted efter sæbe, for der skulle vaskes lagner, men hun kom aldrig hjem igen.
»Det liv, jeg kendte, sluttede brat på vej tilbage fra den tur,« fortæller hun, der kun var få hundrede meter fra sit hjem, da ulykken skete.
Den lille pige havde set lastbilen i det fjerne, men fejlvurderede dens fart – og satte i løb. Hun registrerede varmen fra motoren og osen, der stak i næsen, før hun blev ramt af den tonstunge lastbil – og skreg af sine lungers fulde kraft, mens hun følte en voldsom smerte brede sig i hele kroppen. Lastbilen bremsede og holdt stille oven på hendes ben. Hurtigt stimlede en masse mennesker sammen. Hun husker stadig ordene ‘vi skal have bilen løftet’, før menneskene ved fælles hjælp fik løftet lastbilen, så hun kunne blive trukket ud.
Hun blev lagt op på ladet – hvor rester af sand blandede sig med knust kød og blod. Hun vidste af erfaring, at det her ville give ballade – og tæsk, hvis hun ikke slap væk, så det eneste, hun fokuserede på, var at komme op at sidde, så hun kunne stikke af. Men hver gang hun prøvede at hive sig op, tvang de voksne hende ned at ligge igen. Hun prøvede at trække benene op under sig, men en vanvittig smerte skar gennem kroppen, og alt blev sort.
Lastbilen havde kørt hende til det nærmeste sygehus. Da hun slog øjnene op igen, sad hendes plejemor ved hendes seng. Normalt var hun en farverig og livlig kvinde, men nu sad hun helt stille med et sort tørklæde på hovedet, hvilket er tegn på sorg i Etiopien. Almaz Mengesha spurgte: ‘Er jeg død?’.
Hun svarede: ‘Nej, men de har taget dine ben’.
Da Almaz Mengesha spurgte, hvad de så skulle gøre, lød plejemoderens svar: ’Gud vil sørge for, at du får nogle nye’.
Det kom til at holde stik, men på en helt anden måde, end den lille pige havde fantasi til at forestille sig.
En udgiftspost
»Vi var meget troende, og jeg husker ikke, at jeg var fortvivlet eller i sorg. Det var Guds mening, at den skæbne skulle overgå mig, og jeg var ikke sur eller vred på Gud. Overhovedet ikke. Desuden var min opdragelse en helt anden end i Danmark. Sådan noget med at spørge ind til mine følelser og mærke efter, det var ikke noget, jeg kendte til. Den dag i dag glemmer jeg i mange situationer at være kritisk. Det ligger implicit i mig, at jeg tager dét, der kommer,« forklarer Almaz Mengesha, der på mandag kan ses i TV2-programmet ‘Samme tid næste år’, der følger hende i kampen for at blive den første dobbelt-benamputerede kvinde, der gennemfører et halvmaraton.
Før ulykken var hun hurtig til bens og kunne få noget fra hånden samtidig med, at hun fik tid til at passe sin skole, men i det øjeblik ulykken ramte, tog hendes livsbane en radikal drejning. Hun var klar over, at hendes fremtid var ødelagt – og at det, der var i vente, var en ussel tilværelse på samfundets bund.
»I Etiopien er der ikke plads til handicappede og skæve eksistenser. Da jeg mistede mine ben, mistede jeg min værdi. Jeg var blevet en udgiftspost, og sådan én var der ikke plads til.«
Almaz Mengesha havde så store skader på muskler, sener og led, at hun måtte overflyttes til Addis Abeba, hvor der var plastikkirurger ansat på hospitalet. Hendes plejemor, der var relativt velhavende, betalte for turen med det lokale rutefly. Almaz Mengesha er hende evigt taknemmelig, både fordi hun tog sig af sin plejedatter i situationen, og fordi hun lærte Almaz Mengesha, at hun er nødt til at kæmpe og ikke give op – plejemoren formåede at drive et hotel ene kvinde og tjene så mange penge, at hun kunne sende sine plejebørn i skole – hvilket i sig selv var usædvanligt. I flyet betalte hun for to sæder, så Almaz Mengesha kunne ligge ned under flyveturen. Hun blev placeret med hovedet mod vinduet og benstumperne pegende ud mod midtergangen. Men selvom det gjorde vanvittig ondt, når en forbipasserende ramte hende, fortrak hun ikke en mine, for man ‘tuder’ ikke i den kultur, hun kommer fra.
Indlagt alene
Når man er vokset op i Danmark med hospitalsklovne og forældre, der bliver indlagt sammen med deres børn, er det svært at forestille sig, hvad Almaz Mengesha gennemgik i det år, hun var indlagt.
»Jeg lå i sengen dag og nat, men jeg lå der bestemt ikke frivilligt. En dag var der en sygeplejerske, der fik ondt af mig og kørte min seng ned i hallen, så jeg kunne ligge og kigge lidt. Bare det at være i et andet rum, efter at have ligget isoleret på en sygestue, gjorde mig helt forvirret. Lydene og lugtene var anderledes, jeg lænede mig ud over kanten for at se mig omkring og faldt ud af sengen. Jeg landede på marmorgulvet, det var vidunderligt at mærke det dejligt kolde gulv mod mine baglår. I faldet slog jeg benstumperne, som sprang op og blødte, men jeg mærkede kun den dejlige kølighed,« fortæller hun, der efterfølgende fik tæsk for det spektakel, hun havde forårsaget.
De fleste dage flød ud i et, og det er de få afbræk, hun husker – som når hun om natten vågnede ved, at et af de andre børn blev hentet med et lagen over hovedet, fordi han eller hun ikke havde klaret den. Eller når hendes plejemor en sjælden gang kom på besøg.
»Vi har en fortælling i Etiopien, der lyder, at hvis du vågner om morgenen, og dit øje tindrer, er det fordi, du kommer til at se en person, der gør dig glad. Jeg vågnede hver morgen og kunne mærke mit øje tindre og tænkte hver dag: ‘Jeg tror, jeg ser min mor i dag’. Tanken om, at hun ville komme, holdt mit humør oppe, og én dag stod hun der,« fortæller Almaz Mengesha, der ikke var vant til, at børn blev hørt – eller regnet for noget, så hun spurgte ikke om noget og fik aldrig nogen forklaringer på, hvad der skulle ske.
»Det var råt og brutalt, men jeg var skolet i, at det var sådan, det var, og jeg savnede ikke noget. Jeg er opdraget til ikke at pjevse og vidste, at jeg ville få slag, hvis jeg ikke tog min smerte med værdighed.«
Smerterne fortsatte, for der var kommet så meget asfalt i hendes venstre lår, at der blev ved med at komme betændelse i sårene. Hun har ikke tal på, hvor mange gange hun måtte på operationsbordet, hvor der blev fjernet mere muskelvæv, nerver og hud, og hun igen måtte have transplanteret hud for at blive lappet nogenlunde sammen igen.
En ny fremtid
»Jeg havde meget ringe fremtidsudsigter, og havde skæbnen ikke villet det anderledes, er der stor sandsynlighed for, at jeg var endt i prostitution. I et land som Etiopien, der er så usminket og brutalt, er der kun plads til overleverne. Før ulykken kunne jeg uddele et par flade og løbe hurtigt, hvis der var nogen efter mig, men da jeg pludselig mistede min førlighed, var jeg prisgivet. Er du ikke i stand til at klare dig selv, er du enormt udsat, og jeg var helt sikkert havnet på samfundets bund,« siger Almaz Mengesha, hvis plejemor godt nok tog sig af hende og betalte for hendes ophold på hospitalet, men det var utænkeligt at lade pigen, der nu var uarbejdsdygtig, vende hjem til hotellet igen.
Hjælp til at gå
Men en dag skete der noget, der kom til at ændre Almaz Mengeshas liv for altid. Hun var indlagt sammen med en dreng, der hed Daniel, hvis far havde fortalt én, han kendte, om den lille pige, der lå på sygehuset med hans søn, og som skulle på børnehjem, fordi hun havde mistet sine ben.
Skæbnen ville, at der på det tidspunkt boede en dansk familie i Etiopien, som var udsendt af Dansk Røde Kors. Faderen var bandagist, og da han hørte historien, tændte det noget i ham.
»Han så dette barn uden ben for sig, hende ville han have op at gå,« fortæller Almaz Mengesha, der husker, hvordan to hvide mænd en dag kom og kiggede på hendes benstumper og talte sammen på et sprog, hun ikke forstod.
Den ene mand kom igen, placerede Almaz Mengesha i en kørestol og tog hende med ud til sin bil. Hun var frygtelig bange for, hvad der ville ske, og var sikker på, at hun ville blive solgt, voldtaget og dræbt. Under køreturen prøvede hun forgæves at signalere til folk på gaden, for at få dem til at forstå, at der var noget galt.
Men hun blev fløjet til en lejr, Røde Kors havde oprettet, og Ketill Næsborg-Andersen, som den danske bandagist hed, gik i gang med at lave et sæt proteser til den lille pige. De kunne ikke kommunikere, men han fløjtede, når han skulle have hendes opmærksomhed.
»Jeg havde aldrig prøvet at have sko på, men de havde købt et par flotte gule kondisko til mig. Jeg havde aldrig set noget lignende. Da de havde lavet benene til mig, og han sagde, at jeg skulle prøve at gå i dem, tænkte jeg: ‘han er gal’.«
Det gjorde afsindigt ondt at lægge vægt på benstumperne, og først kunne hun ikke tage mere end tre skridt.
»Jeg havde givet op, men Ketill troede på det, og det blev et vendepunkt.«
Han blev ved og ved med at øve med hende. Han gik ned på hug og signalerede ‘kom, kom’, og hun stavrede usikkert af sted som en étårig, der tager sine første skridt.
»Jeg klamrede mig til hans hår og brugte det som krykke. Han blev helt rød i hovedet, for det gjorde ondt, men alligevel klappede han i hænderne og opmuntrede mig til at blive ved.«
Proteserne var sat fast med et bælte i lænden, der skar sig ind i huden og lavede mærker, og den lille pige snød, når hun kunne se sit snit til det. Men bandagisten gav ikke op og lovede hende en legetøjsbil, hvis hun beholdt proteserne på fra solopgang til solnedgang.
»På hotellet i Metu legede vi med gedeblærer, som vi brugte som bolde, eller blandede drengenes tis med jord og lavede en mudret glidebane. Vi havde ikke legetøj, og tanken om en bil, der ikke var lavet af pinde og kapsler, var helt fantastisk. Så jeg tog proteserne på og gik hele dagen. Siden da har jeg gået, og det er ene og alene hans fortjeneste. Denne hvide mand kom og rejste mig op og sagde: ‘nu skal du gå’.«
Hun gik ikke pænt, men vraltede af sted, for hun fik ingen ‘hjælp’ af sine første proteser, der var lavet af træ og var nogle rigtige ‘sørøverben’, men hun kunne komme frem ved egen hjælp, og det var helt fantastisk efter at have været spærret inde i en sygeseng i et år.
Hun blev inviteret på weekend hos Ketill Næsborg-Andersen og hans familie. Almaz Mengesha fik børstet tænder og kom i bad, og både Ketill og hans kone Hanne prøvede at afluse hende – noget, der normalt blev klaret ved, at hendes plejemor kronragede hende – og hun prøvede at spise med kniv og gaffel for første gang.
»De havde indrettet et værelse til mig og købt nyt tøj, og jeg syntes godt nok, det var meget at gøre ud af en enkelt weekend.«
Først da weekenden var omme, og hun troede, at hun skulle tilbage til hospitalet, gik det op for hende, at familien ville beholde hende. Hendes reaktion var den samme, som da hun mistede sine ben. Hun var vant til, at de voksne ikke talte sandt, så det kom ikke bag på hende, at sygeplejersken havde narret hende, da hun sagde, der kun var tale om et besøg i weekenden. Det var langt værre for hendes adoptivmor Hanne, der i mange år led under at Almaz Mengesha var ’blevet snydt ind i hendes familie’. Hun har haft brug for mange bekræftelser fra sin adoptivdatter om, at hun gerne ville være en del af familien.
Til Danmark
Godt nok tog hendes liv en fantastisk drejning, men det var ikke lutter lagkage, for hun kom på overarbejde for at få styr på de mange ting, hun ikke kendte til. Alt var anderledes. Lige fra sprog til normer – og hun brugte lang tid på at betragte de andre børn på den internationale skole, hvor hun begyndte at gå sammen med sin nye adoptivsøster. Hun holdt øje med, hvordan de andre børn gjorde, når de hoppede i elastik og mosede på for at gøre det samme – ligesom hun lærte sig, hvordan de fik fart på gyngerne ved at bevæge benene. Da hun så dem stå op og gynge, tænkte hun: ‘Det må jeg også kunne’.
»Jeg kastede mig ud i en masse ting, og mine træben gik i stykker gang på gang, men allerede dengang var det vigtigt for mig at bevise, at jeg sagtens kunne være med. Min far var nødt til at lave nogle stærkere ben til mig, for jeg udfordrede dem hele tiden. Jeg gik gerne på kompromis med smerterne for at vise, at jeg kunne det samme som alle andre, og min styrke i dag er, at jeg ikke lader mine ben afgøre, hvad jeg kan.«
Da Almaz Mengesha var 12 år, rejste hun til Danmark med sin nye familie. På det tidspunkt havde hun, som hun selv forklarer det, bestået ‘rødgrød med fløde’ testen og kunne tale dansk. Hendes nye forældre havde læst og fortalt hende en masse om dette fremmede land højt mod nord, før familien bosatte sig i Haderslev.
Hun begyndte i skole – og blev ved med at udfordre sig selv fysisk. Hun var med egne ord ikke særligt dygtig til det med bøger, til gengæld elskede hun at spille fodbold med drengene og dyrke atletik. Det kan godt være, hun ikke kunne løbe hurtigst, men så øvede hun sig i boldkast i stedet og var i hvert fald ikke den sidste, der blev valgt til høvdingebold.
Det høje aktivitetsniveau har hun fortsat.
»Når jeg ser et højt træ, får jeg lyst til at kravle op i det,« siger Almaz Mengesha, der bl.a. har gennemført DM i triatlon som den første dobbelt-benamputerede kvinde.
Den indre kriger
Almaz Mengesha er desuden den første benamputerede kvinde i Europa, der har gennemført et halvmaraton.
»Hvis der er noget, jeg var stolt af, da jeg løb over målstregen, så var det, at mine børn kunne se, at ‘lillemor her’, hun var ikke sat ud af spillet,« fortæller Almaz Mengesha, der har børnene Mathias, Nathalie og Aleksander med sin danske eksmand, som hun mødte, da hun var 19 år gammel.
»Min indre kriger lader sig ikke tæmme trods et svært handicap. Den fightervilje har jeg med mig fra min etiopiske plejemor, der aldrig ville have accepteret, hvis jeg ikke forsøgte at få det bedste ud af det, der er mig givet.«
Hun minder om, at hun jo ’ikke er syg’. Faktisk føler hun sig som noget af det mest raske.
Hun ved, hvor barskt og ubarmhjertigt livet kan være i et udviklingsland. Derfor er det blevet en livsmission for hende at bidrage og hjælpe de allermest udsatte.
I dag arbejder hun som socialrådgiver i Silkeborg Kommune, men i fritiden samler hun penge ind bl.a. ved at løbe.
Hun gennemførte sin første triatlon i august 2014, hvor hun samtidig blev danmarksmester på distancen 750 m svømning, 20 km cykling og 5 km løb. I den forbindelse indsamlede hun penge til ‘Dinnødhjælp’. I dag har hun indsamlet 156.000 kr. på triatlonsporten til ‘Dinnødhjælp’ – hun har desuden været hovednavnet på tøjbrandet ICHIs to internationale kampagner ’The fine art of being’ og ’Follow your heart’, som hylder stærke kvinder, der tør gå egne veje.
Hun besluttede at gennemføre en triatlon for at sætte fokus på og tjene penge til nødhjælpsarbejde. Dinnødhjælp sikrer børns rettigheder i lande, hvor de bliver anklaget for heksemagi, og derfor dræbt på brutal vis af såkaldte hekseuddrivere.
Hun har viet sit liv til at bekæmpe overtroen og sikre ’heksebørnene’ tryghed og kærlighed. Det arbejde var hendes motivation til at kaste sig over triatlonsporten.
»Jeg har aldrig haft ambitioner om medaljer eller podiepladser, min ambition er alene at skabe international opmærksomhed – og en politisk dagsorden for de her udsatte børn. Hvis ikke der fandtes Dinnødhjæp, fandtes der heller ingen Almaz, der dyrker triatlon og maraton på kunstige ben. Jeg er uhyre bevidst om, at jeg er en heldig pige. Jeg er taknemmelig over at bo i et land, hvor et handicap som mit kan vise sig som en styrke fremfor en belastning for samfundet.«
