Den 75-årige forfatter modtager årets »Publicistprisen«.

Johannes Møllehave har i mere end 40 år været en særdeles produktiv forfatter ved siden af sin tidligere gerning som præst. Den indsats blev tirsdag aften hædret, da Møllehave ved et arrangement i Det Berlingske Hus fik overrakt »Publicistprisen«. Med prisen følger 25.000 kroner.

Prisen gives til en markant stemme i den danske medieverden, og i fundatsen står der bl.a., at den tildeles »en eller flere nulevende publicister for en mangeårig, fremragende indsats.« Netop den sætning må den nu 75-årige Møllehave må siges at have levet op til de ord. Hans omfangsrige forfatterskab er kendetegnet ved sans for både humor og alvor. Han har skrevet bøger, bibelske gendigtninger, været en medrivende og populær litteraturformidler af bl.a. så forskellige forfattere og kulturpersonligheder som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Shakespeare og Storm P.

Ved siden af det har den tidligere fængselspræst stået bag oversættelser og skrevet viser og revytekster til radio og TV. Desuden har han været boganmelder og skrevet kommentarer i dagspressen og været en flittigt brugt foredragsholder.

Det er Publicistklubbens medlemmer, som hvert år indstiller kandidater tre kandidater. I år var de to andre nominerede udgiveren af ugebrevet Mandag Morgen, Erik Rasmussen og journalisten og forfatteren Erik Valeur.

Publicistprisen er en dansk pris, der uddeles en gang om året af Den Danske Publicistklub.

Tidligere prismodtagere er blandt andre Uffe Ellemann-Jensen, Ulla Terkelsen, Roald Als, Lasse Jensen og Clement Kjersgaard, der fik prisen i 2011.

Prisen er sponseret af Bikubenfonden og blev overrakt af professor ved CBS, Anker Brink Lund.

BNB