Tidligere ansatte kritiserer forholdene hos Bruger - Hjælper Formidlingen

- Jeg var simpelthen bange for at slå drengen ihjel.

Sådan lyder den rystende beretning fra 25-årige Nikita Kamprad, der efter blot fire måneder måtte opsige sit job som handicaphjælper hos Bruger - Hjælper Formidlingen. Hun passede en dreng, der havde muskelsvind og var respiratorbruger, men fik aldrig et kursus til den maskine, der holdt drengen i live.

- Jeg var nødt til at stoppe, fordi jeg ikke havde kompetencerne. Jeg var skrækslagen for at gøre noget forkert, fordi det kunne få så store konsekvenser, men de sagde bare, at de havde andre regler for oplæring og den slags, når der ikke var nogen overenskomst, fortæller den 25-årige sosu-hjælper.

LÆS OGSÅ:

- Hvis man tog en vagt, var der heller ikke noget, der hed tilkaldetillæg eller overarbejdstillæg. Og når jeg hører, hvor mange penge de tjener om året, er jeg dybt chokeret. Jeg havde jo regnet med, at det var et lille firma, der kæmpede med at få det til at løbe rundt, siger Nikita Kamprad.

Heller ikke Kathe Holdensgaard holdt længe hos firmaet. Hun blev fyret, da hun overlod en respiratorpatient til dennes mor, da hun ikke blev afløst efter en 10 timers vågen nattevagt og ikke kunne komme i kontakt med Bruger - Hjælper Formidlingens akuttelefon.

- De ansætter folk under de vilkår, at man f.eks. bliver retsforfulgt, hvis man falder i søvn på en nattevagt. Men man bliver ikke vejledt eller sat ind i tingene, og lønmæssigt svarer det slet ikke til det ansvar, man har, siger Kathe Holdensgaard, der er uddannet massør.

Noget svineri

Hun er nu ansat i et firma med overenskomst, og har ikke meget tilovers for det millionbeløb, Bruger - Hjælper Formidlingen har scoret på det, som hun kalder de handicappedes bekostning.

- Det er noget svineri, at man kan tillade sig at gøre det, når pengene går fra de handicappede. Jeg mangler ord for det. Jeg synes, det er forfærdeligt, at man kan være så egoistisk. At man tager røven på dem, som man skal hjælpe. De stjæler pengene fra de handicappede, siger hun.