84-årig fængslet for at have kvalt sin kone

En dyb tragedie er en realitet, efter at den 80-årige demente kvinde KH lørdag blev fundet stranguleret til døde i et værelse i sit hjem i landsbyen Ferritslev på Midtfyn mellem Odense og Nyborg.

Kvindens 84-årige ægtemand STH blev i går fremstillet in absentia i grundlovsforhør ved Retten i Odense, hvor han blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Han nægter sig skyldig i sigtelsen om manddrab.

STH var på grund af sin psykiske tilstand ikke i stand til at selv at møde op i retten og var repræsenteret ved sin forsvarer Hanne Sehested. Den 84-årige mand befinder sig fortsat på Odense Universitetshospital.

Fyns Politis efterforskere havde søndag endnu ikke kunnet gennemføre en tilbundsgående afhøring af den 84-årige, men det kom frem i grundlovsforhøret, at den ulykkelige mand, som i de seneste to-tre uger har haft det dårligt psykisk og været depressiv, i en kort og foreløbig afhøring har sagt, at ’det var meningen, vi begge skulle dø’.

Redder trængte ind i huset

KH, hans hustru gennem et langt liv, blev lørdag sidst på formiddagen fundet liggende livløs på ryggen i ægteparrets hus på Lundsbjergvej i Ferritslev. Hun lå med armene ud til siden og med et rødt reb bundet stramt om halsen. Og med en plastikpose trukket ned over hovedet. Dødsstivheden var på det tidspunkt indtrådt.

Den drabssigtede STH selv blev fundet liggende på gulvet i stuen, efter at døren til huset forinden var blevet brudt op af en Falck-redder. Den nu drabssigtede mand var ved bevidsthed, da han blev fundet, men han talte stærkt usammenhængende, var meget konfus og virkede som om, at han var påvirket af sløvende medicin, fremgik det af de oplysninger, der kom frem i søndagens grundlovsforhør.

- Min kone er det rareste menneske, man kan tænke sig, men vi har ikke haft det så godt sammen de seneste ti år, har 84-årige STH sagt i politiets foreløbige og korte afhøring af ham på hospitalet.

Fundet af hjemmehjælp

Det var ægteparrets hjemmehjælper, der havde mistanke om, at noget var helt galt, efter hun fredag og tidligt lørdag var gået forgæves i alt tre gange til gulstenshuset på Lundsbjergvej.

En svigerdatter til ægteparret blev tilkaldt, og derefter blev der ringet 112.

Obduktionen af den 80-årige strangulerede kvinde konkluderer, at hun ikke kan have været i stand til at gøre det selv.

BT talte i går med flere af naboerne til tragedien, og de giver samstemmende udtryk for, at det ældre ægtepar, som flyttede ind i huset på Lundsbjergvej i 2005, holdt sig mest for sig selv og kun sjældent viste sig på vejen.

Den drabssigtede 84-årige STH, der i sin tid ernærede sig som vognmand, og hans nu afdøde hustru har to sønner, som ifølge det oplyste begge bor i lokalområdet.

På trods af kendelsen om fire ugers varetægtsfængsling vil STH formentlig komme for en dommer inden da. Der vil nemlig blive holdt et nyt grundlovsforhør, når den 84-årige midtfynbos tilstand bliver forbedret og han fysisk selv bliver i stand til at møde i retten.

Andre læser også