På videoen kan man se den tjetjenske leder Ramzan Kadyrov iført en blå træningsdragt, mens han løfter det, der ser ud til at være nogle tunge vægte.

Men hvorfor har en magtfuld russisk politiker behov for at vise sig selv på den måde? Svaret kan potentielt være rigtig skidt nyt for selveste Vladimir Putin.

Er den berygtede, mangeårige leder af den russiske republik Tjetjenien alvorligt og uhelbredeligt syg?

Det har været rygterne de seneste efterhånden flere år. 

Angiveligt skal 47-årige Kadyrov have en nyresygdom. Og han skal muligvis ikke have mange år igen, kan man læse i en række medier.

Selv den britiske Ruslandekspert Mark Galeotti beskriver i en nylig klumme i The Times rygterne om den tjetjenske leders sygdom. Og den tjetjenske eksilleder Akhmed Sakajev har også været ude og fortælle, at Kadyrov er syg.

Det har heller ikke fået rygtestormen til at stilne af, at Kadyrov over de seneste år er svulmet gevaldigt op i ansigtet og rundt om livet.

Selv har Kadyrov benægtet at skulle være syg.

Flere spørgsmål
Og da rygterne for nylig igen begyndte at løbe, så kunne man pludselig se videoer på den tjetjenske leders sociale medier, hvor han var i træningscenter og løfte vægte.

Ramzan Kadyrov i træningscentret.
Ramzan Kadyrov i træningscentret. Foto: Telegram
Vis mere

Formentlig et svar på de mange rygter.

Blandt de store spørgsmål angående Ramzan Kadyrov er dog ikke kun, om han virkelig er dødeligt syg, men i lige så høj grad, hvad der sker i Tjetjenien, hvis han pludselig er væk.

»Jeg hører også rygter om, at Kadyrov kan være syg. De er efterhånden ret vedholdende, så der kan måske være noget om det,« siger Flemming Splidsboel, der er Ruslandekspert ved DIIS, til B.T.

I den klumme, som Mark Galeotti udgav i The Times søndag, forsøger den britiske professor og ekspert at give en idé om, hvad der kan ske, hvis Kadyrov pludselig dør i en forholdsvis ung alder.

Søn kan ikke overtage nu
Her er hovedpointen, at Tjetjenien kan blive kastet ud i nogle voldsomme interne problemer, som den russiske præsident Putin kan blive tvunget til at bruge de sparsomme russiske ressourcer til at tage sig af.

Kadyrov har nemlig ikke en åbenlys arvtager til præsidentposten.

»Tjetjenien er blevet et familiedynasti. Sådan en udvikling har man også set i flere andre lande i området,« siger Flemming Splidsboel.

Ramzan Kadyrov i 2018.
Ramzan Kadyrov i 2018. Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ramzan Kadyrovs styre i Tjetjenien overtog han fra sin far. Og han er samtidig ved at køre flere af sine største sønner i stilling til at overtage magten, når han selv engang ikke kan magte det.

Problemet for Kadyrov er dog, at hans ældste søn, Akhmat, kun er 18 år. Og man skal mindst være fyldt 30 år for at være kunne bestride topposten i den tjetjenske republik.

»Da Kadyrovs far blev dræbt, der indsatte man en midlertidig person indtil Ramzan Kadyrov var gammel nok. Og det kunne også være en oplagt løsning, hvis Kadyrov skulle dø snart. Selvom der så vil være lang tid at vente,« siger Flemming Splidsboel.

Hovedbrud for Putin
Det er dog langt fra sikkert, at alle i den lille kaukasiske republik vil acceptere en sådan løsning.

Og her kommer vi til en stort hovedbrud for den russiske præsident Putin.

Tjetjeniens elite består blandt andet af en række markante familieklaner.

Nogle af dem har Kadyrovs regime holdt styr på ved at gøre dem mere magtfulde, mens andre er blevet holdt i et jerngreb.

Skulle Kadyrov pludselig gå bort og efterlade et magtvakuum, så kunne nogle gamle stridigheder bryde ud.

Ramzan Kadyrov i september 2023.
Ramzan Kadyrov i september 2023. Foto: Mikhail Metzel/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det kunne godt gå hen og skabe noget usikkerhed. Tjetjenien er et område med familieklaner, der enten har haft en fordel af Kadyrovs regime eller har fået frataget nogle fordele. Nogle af de familieklaner kunne godt finde på at gøre krav på magt. Det kunne godt give nogle problemer dernede,« siger Flemming Splidsboel.

Netop Tjetjenien har som udbryderrepublik fra Sovjetunionen længe været en torn i øjet på Moskva.

Men under Ramzan Kadyrov er modstand mod centralstyret i Moskva blevet byttet ud med underdanighed og venskab.

Og derfor er Flemming Splidsboel ikke i tvivl om, at der holdes tæt øje med situationen fra den russiske tops side. Ikke mindst Vladimir Putin, der ikke ønsker en ny krise i den sydlige republik. 

Specielt ikke mens mange russiske ressourcer er bundet op på krigen i Ukraine.

»Hvis Kadyrov virkelig er syg, så er det noget, Putin er informeret om. Og det er noget, Putin aktivt følger med i. Måske er Putin allerede ved at forsøge at finde en arvtager til Kadyrov, som Moskva kan acceptere,« siger Flemming Splidsboel.

»Tjetjenien er et vanskeligt område for Putin. Kadyrov har skabt sine problemer for Putin, men han har også været god for ham,« uddyber han.