Det var en af de skader, hvor medspillerne vender sig om. Andreas Bjellands fod var ikke til at kende.
Den hang simpelthen modsat af, hvad den skulle, da han i kampen mod Viborg i slutningen af august kom så meget til skade, at vidnerne måtte rette blikket et andet sted hen.
»Jeg så det og tænkte 'shit'. Men det gjorde også bare så ondt. Jeg har prøvet mange skader gennem min karriere, men det her er klart det værste, jeg har prøvet. Jeg har fået korsbåndsskader, brækket foden og så videre, men intet slår det her,« siger Andreas Bjelland, der trods de store smerter tænkte rationelt.
»Jeg vidste også, at hvis jeg gik i panik og råbte og skreg, så ville jeg ikke få det helt store ud af det, så jeg prøvede at trække vejret stille og roligt og finde noget græs at holde fast i. Så fik jeg fat i en holdkammerats hånd og havde noget at trykke kontra i.«
»Viborgs læge og vores fysioterapeut var hurtigt på banen, og så snart de havde klikket den tilbage på plads, forsvandt smerterne egentlig.«
Men skaden var sket, og nu skulle han begynde den genoptræning, der betyder, at han igen er med holdet på græsset i begyndelsen af februar.
Samtidig siger alderen dog 34 år, så det naturlige spørgsmål er, hvorfor han ikke bare har stoppet karrieren som følge af skaden.
»Når man ser sin fod dingle der, tænker man det værste om sin fremtid. Jeg skulle alligevel gerne gå og løbe igen, og det gjorde jeg med hjælp fra fysioterapeuter, og her havde jeg en gave ved at kunne gøre det gennem klubben.«
»Fodbold er min identitet, og jeg føler stadig, at jeg kan bidrage, jeg har altid sagt, at når lysten ikke længere er der, skal jeg nok sige stop. Men så snart jeg rører bolden, er det sjovt. Nu har jeg haft et par træninger med holdet, og jeg synes bare, det stadig er fedt at spille fodbold.«
»Og jeg vil gerne selv sige stop. Det skal ikke være en skade, der gør det.«
