Fredag var der indvejning ved World Boxing Super Series, hvor George Groves og Chris Eubank Jr. mødtes en sidste gang inden det store brag.

De to skal i ringen lørdag aften i Manchester Arena, men inden da skulle de som reglerne foreskriver stå ansigt til ansigt. Og intensiteten var bestemt ikke til at tage fejl af for de mange fremmødte.

»Jeg har sagt til ham, at han ikke er klar. Jeg kan se det i hans øjne. George (Groves, red.) har slet ikke lyst til at være her. Jeg vil det her mere end noget andet nogensinde. Han forstår ikke den fare, han er i. Jeg kommer til at slå ham i gulvet,« lød det selvsikkert fra 28-årige Chris Eubank Jr., der fredag aften blev noteret for 76 kilo.

En melding, der dog ikke fik 29-årige George Groves ned med nakken.

»Jeg er glad for, jeg gik igennem indvejningen, og jeg er klar. Jeg er midt i min karriere og bokser lige nu bedre end nogensinde,« lød det fra briten, der er underdog hos bookmakerne inden lørdagens kamp, der er udsolgt.

De to bokser i super-mellemvægtsklassen, og lørdag er det semifinale-kampen, der skal kæmpes. Vinderen får Muhammad Ali-trofæet og en stor pengepræmie. Og George Groves har på trods af underdog-titlen selvtilliden i orden forud for kampen.

»Det er semifinalen i en turningen, jeg forventer at vinde, så Eubank Jr. er bare et bump på vejen, endnu et skridt på min vej til Muhammad Ali-trofæet,« har han tidligere sagt.

Storkampen hos World Boxing Super Series bliver vist på Viaplay lørdag aften.