BT 12.04.2018 - Frydenlundscenteret i Aarhus - Bente Pedersen har i 34 år drevet bodegaen Pusterummet.
BT 12.04.2018 - Frydenlundscenteret i Aarhus - Bente Pedersen har i 34 år drevet bodegaen Pusterummet. Foto: Claus Fisker

BT har fortalt historien om Bente Pedersen, der efter i 34 år at have drevet bodegaen Pusterummet i Frydenlund Centret i Aarhus overvejer at dreje nøglen om. Kunderne svigter, fordi de ikke tør frekventere bodegaen på grund af chikane fra en gruppe unge ballademagere, der reelt har taget styringen omkring centeret.

Her udsætter de forretningerne for hærværk og skaber utryghed ved åbenlyst at ryge hash, blokere adgangen for kunder og råbe skældsord efter de næringsdrivende.

Når politiet tilkaldes for at sprede de unge uromagere, går der kun kort tid, før de atter er tilbage. Magtesløsheden indfinder sig.

Azar Rouhafza, der ejer frisørsalonen AR i samme område fortæller en lignende historie om smadrede ruder og chikane af kunder. “Men jeg kunne aldrig finde på at flytte,” fortæller han, og fortsætter: “Jeg har været her i 15 år, og det duer ikke, hvis alle bare flytter.“

Det hører desværre ikke længere til sjældenhederne, at vi hører den slags historier. Historier om hærværk, chikane og beskyttelsespenge, som presser mindre selvstændige forretninger og værtshusejere.

Men vi skal ikke finde os i det.

Først og fremmest må vi kræve, at politiet tager magten tilbage. Vi kan ikke leve med pletter på Danmarkskortet, hvor der ikke som hovedregel hersker lov og orden.

Det er afgørende, at man trygt kan gå og færdes, hvor man vil. At man kan drive sin forretning i fred - uden at skulle løbe spidsrod mellem lømler på vej på arbejde.

Kan det passe, at bodega-ejeren og frisøren på den her måde skal presse ud af markedet? Til at opgive deres levebrød? Naturligvis ikke.

Mens vi venter på, at politikerne og politiet gør deres, må vi støtte op om mennesker som Bente Petersen og Azar Rouhafza. Det er ikke sjovt at stå i forreste linie, og det er slet ikke sjovt at står der alene.

Køb din næste øl hos Bente Petersen. Få din forårsklip hos Azar Rouhafza.

 

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook