Sprinteren Justin Gatlin har fyret sin træner, der angiveligt ville sælge doping til undercover-journalister.

Den forsvarende verdensmester i 100-meter-løb, Justin Gatlin, ser ud til at være havnet midt i endnu en dopingskandale.

Den britiske avis The Daily Telegraph skriver således, at medlemmer af Gatlins stab har tilbudt at sælge præstationsfremmende midler til journalister, der arbejdede undercover.

Blandt dem er træneren Dennis Mitchell, som Gatlin efterfølgende har fyret.

Justin Gatlin er tidligere i karrieren to gange blevet idømt karantæne for brug af doping. Første gang var i 2001, hvor han fik et års karantæne, og i 2006 blev han idømt en fireårig karantæne for brug af doping.

Han vandt i år VM-guld i 100-meter-løb, da han ved verdensmesterskaberne i London slog landsmanden Christian Coleman og legendariske Usain Bolt.

I skjulte optagelser, som The Daily Telegraph har foretaget, udtaler Dennis Mitchell og Richard Wagner, Gatlins agent, at forbudte stoffer er meget udbredt i atletik. De forklarer samtidig, hvordan positive prøver kan undgås.

Atletikkens Integritetsenhed, der er oprettet af Det Internationale Atletikforbund (IAAF), er nu gået gået ind i sagen.

Det samme er den amerikanske antidopingenhed.

»Undersøgelser, der kommer fra tips og whistleblowere, spiller en vigtig rolle i indsatsen mod doping,« siger en talsmand fra antidopingenheden.

Også IAAF-præsident Sebastian Coe, der generelt har været kritisk over for Gatlins comeback til atletik, tager anklagerne seriøst.

»Disse beskyldninger er ekstremt alvorlige, og jeg ved, at den uafhængige Atletikkens Integritetsenhed vil undersøge det her i overensstemmelse med enhedens beføjelser,« lyder det fra Sebastian Coe.

I TOPPEN AF VIDEOEN KAN DU SE EN MASKOT DRIVE GÆK MED USAIN BOLT VED VERDENSMESTERSKABERNE I ATLETIK.

Ifølge The Daily Telegraph tilbød Dennis Mitchell og Richard Wagner blandt andet at sælge testosteron og væksthormoner til en skuespiller.

Justin Gatlins agent gennem mange år, Renaldo Nehemiah, understreger, at Richard Wagner kun har repræsenteret Gatlin enkelte gange, og at Gatlin aldrig var til stede, da de forbudte stoffer blev diskuteret.

/ritzau/AFP