Han fik en barsk og brutal start på det nye år.

»Jeg døde på direkte tv foran hele verden.«

Sådan lød det på et pressemøde fra NFL-spilleren Damar Hamlin, der 2. januar pludselig kollapsede på et fyldt stadion, da han sammen med Buffalo Bills spillede mod Cincinnati Bengals i NFLs grundspil.

Efter en tackling fik han pludselig hjertestop midt på banen, mens tv-kameraerne rullede, han blev genoplivet og efterfølgende hastet til et hospital i Cincinnati.

Damar Hamlin har efterfølgende fået svar på, hvad der præcist skete, fortalte han ifølge New York Post.

Der var tale om en såkaldt hjerterystelse, der kan medføre, at hjertet stopper.

»Hjerterystelser er hovedårsagen til de fleste dødsfald blandt unge atleter på tværs af sportsgrene, og det er noget, jeg personligt vil kæmpe for at ændre,« lød det fra Hamlin, der vil tilbage til fodboldbanen.

Noget, han har fået grønt lys til af lægerne.

»Mit hjerte brænder stadig for det. For spillet. Jeg elsker sporten. Det er noget, jeg vil bevise over for mig selv, ingen andre. Jeg vil vise folk, at frygt er et valg, og du kan blive ved med at gøre ting uden at vide, hvad der venter for enden af tunnellen. Du føler måske, det er skræmmende, men du bliver bare ved med at sætte den ene fod foran den anden,« sagde han.

Kampen mellem Bills og Bengals blev afbrudt efter kollapset og blev aldrig færdigspillet.