Der er efterhånden lidt sølvstænk i det gyldne hår, men der er til gengæld guldstøv over de gamle rockdrenges pladesalg.

For første gang kan listen over dette årtusindes mest sælgende danske pladekunstnere afsløres. Albumlisten toppes af Kim Larsen & Kjukken, Brdr. Olsen og Big Fat Snake. Efterfulgt af Safri Duo og Nik & Jay.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er måske ikke overraskende med nationalskjalden fra Odense, måske heller ikke med Jørgen og Noller efter grand prix-sejren i Globen 2000.

Mere overraskende er det måske at se Big Fat Snake på en tredieplads. Det bekræfter bandets position om folkets rockband.

Succes kræver hårdt arbejde
- Det er sgu ikke så tosset. Til daglig tænker man ikke så meget på sit pladesalg, men der må jo være noget rigtigt i det, vi gør. Jeg vil gerne se det her som en bekræftelse på, at man ikke kan spekulere sig til succes.

Du kan gøre det én, måske to gange, som med Take That f.eks. Men i det lange løb er det hårdt arbejde og fornyelse, der tæller, siger Anders Blichfeldt fra Big Fat Snake.

Også i Kim Larsen-lejren er der juleglæde: - Det kan vi selvfølgelig kun glæde os over. Både pladeselskab og Kim selv. Egentlig slår det mig mest, hvilken fantastisk karriere, Kim har haft. Han var med i Gasolin, som var 70ernes dominerende danske rockband.

Derefter gik det ned ad bakke salgsmæssigt i en periode. Så kom han tilbage med »Midt om natten«, som solgte over 1/2 mio. plader i Danmark.

Så gik det lidt ned ad bakke igen - og nu oplever han så det her. Det helt unikt og utrolig flot, siger promotion manager Søren Gaden fra Kim Larsens pladeselskab, EMI.

Glade og stolte
Hverken Jørgen eller Noller Olsen var til at træffe i aftes. Deres manager Steen Wittrock siger:

- Vi er fantastisk glade. Vi er stolte over at have sat så kraftigt et aftryk på den danske pladebranche de seneste år.

Det glæder mig samtidig - set i det lys - at man som regel glemmer at nævne Brdr. Olsens internationale pladesalg, når man taler om succes for dansk musik i udlandet, siger Steen Wittrock, der dog også har forbehold overfor listen.

Han anerkender, at listen ganske givet er retvisende for fordelingen af pladesalget i perioden, men at det reelle salg er betydelig højere.

Michael Heitmann fra Nielsen Music Control, der har udregnet listen, bekræfter, at listen har begrænsninger i den forstand, at den ikke medtager salg i Coop-butikker. Ligesom den kun medtager titler, som har ligget på den officielle Top 100-liste.

Og så medtager den ikke titler, der er solgt under den såkaldte fuldpris. jae@bt.dk