SVERIGE: Politiet i Sverige har ingen beviser på, at torsdagens brand i en moské i Eskilstuna blev påsat. Det skriver sverigesradio.se.

Umiddelbart efter branden oplyste politiet ellers, at et vidne havde set en person kaste noget gennem et vindue til moskéen, der hurtigt brød i brand.

»Det var en mundtlig oplysning, som den eksterne kommando modtog på stedet straks efter branden,« siger efterforskningsleder Lars Franzell fra politiet i Eskilstuna.

Muligvis kan et vidne bekræfte den melding, men det vidne er bare endnu ikke blevet fundet, oplyser efterforskningslederen.

Politiets efterforskning og de brandtekniske undersøgelser af den voldsomme brand er fortsat i gang, og det kan derfor endnu ikke udelukkes helt, at der var tale om et angreb.

Fem personer blev kørt til hospitalet efter branden.

BNB