Hugh Hefners ikoniske tidsskrift Playboy har besluttet at lægge 57 års produktion ud på nettet - mod betaling.

Det ærværdige herretidsskrift Playboy agter at afsløre alt på nettet. Skriftet, der er grundlagt af Hugh Hefner, har torsdag meddelt, at alle udgaver gennem 57 år vil blive gjort tilgængelige online på Playboy.com.

Den ny service vil tilbyde alle udgaver af det ikoniske månedstidsskrift, siden det første blev udgivet i december 1953 med Marilyn Monroes attributter som forsidedekoration.

- Playboy bringer alle illustrationer, interview, folde-ud-piger, dybdeborende reportager, historier, annoncer og billeder, alt, hvad der har været trykt i bladene, i alt flere end 130.000 sider, hedder det i en meddelelse fra magasinet.

Websiden vil blive opdateret månedlig med den nyeste udgave af tidsskriftet. Et abonnement koster otte dollar for en måned, 60 dollar for et år og 100 dollar for to år.

/ritzau/AFP