Tyrkiet udsteder over 3000 anholdelsesordre på personer, som menes at være tilhængere af Gülen-bevægelsen.
Ankara. Myndighederne i Tyrkiet slår endnu engang hårdt ned på personer, som de mener er i ledtog med den tidligere imam Fethullah Gülen.
Tyrkiet har udstedt anholdelsesordre på 3224 mennesker, og 803 personer er allerede anholdt i løbet af natten i Tyrkiets 81 provinser, oplyser tyrkiske tv-stationer onsdag.
De mange anholdte er anklaget for at være i ledtog med Gülen- bevægelsen, som den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, anklager for sidste års mislykkede kupforsøg.
Ifølge sikkerhedskilder har anholdelserne rettet sig mod bevægelsens netværk i politistyrken. De fleste af de anholdte er da også politimænd.
De anholdte vil blive flyttet til hovedstaden Ankara, siger kilder.
I alt har myndighederne anholdt omkring 40.000 mennesker. 120.000 er blevet fyret eller suspenderet fra offentlige stillinger såsom politibetjente, lærere og embedsmænd.
De er anklaget for at være i ledtog med Gülen-bevægelsen. I Tyrkiet anses den for at være en terrororganisation.
Efter kuppet i juli sidste år udførte Erdogan den første bølge af masseanholdelser. De blev bifaldet i store dele af den tyrkiske befolkning.
Men uden for Tyrkiet har anholdelserne mødt kritik. Det møder også kritik, at Tyrkiet fortsat er erklæret i undtagelsestilstand.
Onsdagens mange anholdelser kommer blot ti dage efter en vigtig folkeafstemning i Tyrkiet. Den vil give den tyrkiske præsident væsentligt større magtbeføjelser.
Afstemningen har opdelt Tyrkiet i en ja- og nejside. Og den har også trukket politiske spændinger hele vejen op igennem Europa.
Kritikere har hævdet, at folkeafstemningen vil føre Tyrkiet i en mere udemokratisk retning.
/ritzau/Reuters