Frederik Løchte Nielsen er første dansker nogensinde på herresiden til at deltage i en sæsonfinale, og det begejstrer dette års Wimbledon double-vinder, der sammen med Jonathan Marray tirsdag fik en god start på sæson-finalen i London

Tredje og afgørende sæt talte kamp i en super tiebreak om hele 22 bolde, da danske Frederik Løchte Nielsen og doublemakkeren, britiske Jonathan Marray, vandt deres første kamp i ATP-sæsonfinalen i London.

Det er første gang nogensinde, at en dansker deltager i en sæsonfinale på ATP-touren, ligesom Marray er første indfødte brite til at deltage i doublefinalerne. Og efter den første kamp var Løchte heller ikke sen til at udtrykke sin begejstring over sin og makkerens deltagelse.

- Dette er nok den mest eksklusive tennisturnering i verden, og jeg havde bestemt aldrig troet, at jeg ville komme til at deltage. Det er en massiv oplevelse, og vi forsøger at få mest muligt ud af hvert minut. Jeg overvejer ikke at sove bare for at få det hele med, siger Frederik Løchte Nielsen ifølge ATPs hjemmeside.

Det ottendeseedede doublepar besejrede femteseedede Mahesh Bhupathi og Rohan Bopanna fra Indien med cifrene 6-4, 6-7 (1), 12-10.