»Det kommer oprigtigt bag på mig«​, siger Martin Jørgensens ven, skribenten og debattøren Mads Holger, efter det tirsdag kom frem, at grevinde Alexandra og Martin Jørgensen skal skilles efter otte års ægteskab.

»Jeg er ked af at høre det. Jeg har altid oplevet dem som et harmonisk og lykkeligt par. Så jeg blev lidt overrasket, da jeg så nyheden på nettet,« siger Mads Holger, da BT fanger ham på en telefon fra Mellemøsten.

Mads Holger lærte Martin Jørgensen at kende for 30 år siden, da de to gik på skoler i samme nabolag i København - Mads Holger på Sortedamskolen, Martin Jørgensen på Ingrid Jespersens Privatskole.

Grevinde Alexandra siger selv til Ritzau ifølge TV 2, at det er hende, der har besluttet at lade sig skille fra Martin Jørgensen, og hun tilføjer blandt andet:

»Når man kan se, at der ikke er en fælles fremtid, og at der er nogle grundværdier, vi alle sammen har i et ægteskab, der bliver for forskellige, så er man nødt til at tage det op til revision,« siger grevinde Alexandra til Ritzau ifølge TV 2.

Mads Holger fortæller, at han 'voksede op' sammen med Martin Jørgensen ude på Nordisk Film i Valby, hvor begges forældre arbejdede - siden har de bevaret et godt venskab.

Til BT, BM, og Scanpix

»En skilsmisse er bare ikke en god nyhed. Jeg er ked af det på begges vegne. Jeg talte med Martin så sent som for en måned eller to siden. Så det kommer oprigtigt bag på mig,« siger Mads Holger og tilføjer:

»Jeg har tænkt mig at ringe til ham, når jeg kommer hjem.«

Han siger samtidig, at det virker som om, at Martin Jørgensen har været en rigtig god stedfar for grevinde Alexandra og prins Joachims fælles børn, prins Nikolai og prins Felix, der i dag er blevet 16 og 13 år.

»Det virker som om, at han virkelig har taget den rolle på sig,« siger Mads Holger.