Statsminister Lars Løkke Ramussen skal have mere fokus på de store politiske linjer frem over, hvis meningsmålingerne skal vendes.

Den udmelding kommer nu fra folketingsmedlem Preben Rudiengaard, der er en af de tre Venstre-oprørere, som på et møde torsdag morgen blev banket på plads af partiets gruppeformand Kristian Jensen i striden om særskat på pensioner, så hele gruppen nu stemmer ja til forliget med Dansk Folkeparti. 

Preben Rudiengaard er træt af de mange uheldige sager, der har givet regeringen smæk i de seneste meningsmålinger.

- Der har været for mange små middelmådige enkeltsager. Regeringen skal til at have mere fokus på de store politiske linjer, siger han.

Hvad er det regeringen skal gøre?

- Du kan se på Løkkes ti punkter i den danske drøm. Det er disse punkter, som vi skal have ført ud i livet som store politiske linger, siger Preben Rudiengaard, der spår, at en kommende valgkamp bliver rigtig tæt, hvis ikke regeringen får vendt fokus.

Også Ejvind Vesselbo synes, at regeringen skal kæmpe hårdt for at få politik på dagsordenen igen og få sat en stopper for de uheldige sager.  

»Det er klart, at der er en række sager, der ikke har handlet så meget om politik, og nu er det vigtigt, at få politik på dagsordenen igen, siger han.