Den danske kvindeletvægtssculler leverede en fremragende finish i deres indledende heat og er i semifinalen.

Jullane Rasmussen og Anne Thomsen havde kalkuleret perfekt i forhold til brug af kræfter, da de i deres dobbelt letvægtssculler lørdag formiddag kvalificerede sig til semifinalen på 2000 meter -distancen.

Længe så det ellers ud til, at det blev New Zealand, der ville tage andenpladsen bag de suveræne englændere, der fra start lagde sig i spidsen og også vandt sikkert. Men selvom New Zealand var foran danskerne på samtlige mellemtider, var det alligevel den danske duo, som krydsede målstregen først.

På de sidste 500 meter nåede Rasmussen og Thomsen op på siden af det newzealandske par og via en fænomenal finish lykkedes det danskerne at erobre andenpladsen.

Sammen med englænderne indløste de dermed billet til semifinalen.