Danmarks største virksomhed, A.P. Møller - Mærsk A/S, er så utilfreds med regeringens nye skatteplan, at topchef Jess Søderberg nu advarer om, at koncernen kan blive nødt til at flytte investeringer ud af landet, hvis regeringen fastholder sit udspil.

Det skriver Politiken fredag Ifølge koncernchef Jess Søderberg gør regeringens forslag det så vanskeligt for A.P. Møller og andre store danske virksomheder med internationale aktiviteter at drive forretning i udlandet, at koncernen kan blive tvunget til at reagere.

»Det bliver vanskeligt at fortsætte med den selskabsstruktur, der er opbygget over en årrække med hovedsæde- og holding-funktioner i Danmark, hvis det bliver sådan, som vi hører, at det bliver«, siger Jess Søderberg til Politiken, men understreger, at han endnu ikke har set det færdige lovforslag.

A.P. Møllers hovedanke mod regeringens forslag går på den foreslåede begrænsning af rentefradraget.

»Vi har mange steder i verden aktiver liggende i lokale selskaber. I Singapore f.eks. er en række skibe ejet af et singaporeansk selskab. Fremover kan vi ikke få fradrag for renter af den investering.

Det samme gør sig gældende med mange af de selskaber, vi overtog via fusionen med P&O Nedlloyd« siger Jess Søderberg til Politiken og tilføjer:

»Det er et forslag, der strider imod al sund fornuft, og det vil kun motivere til, at man ikke kan investere så meget fra Danmark«.

Selv om koncernen på en række punkter er lempeligt beskattet, f.eks. via tonnageskat-ordningen for alle indtægter fra containerflåden, betalte A.P. Møller sidste år 13,2 mia. kr. i skat. En udflytning af blot en del af koncernen vil derfor blive mærkbar for statskassen.

Skatteminister Kristian Jensen (V) ønsker ikke at gå ind i en debat om de virkninger, forslaget har på enkeltvirksomheder.

»Men helt generelt er formålet at give virksomhederne en tilskyndelse til at lade gælden ligge samme sted som investeringerne, så Danmark ikke bliver et opsamlingssted for gældsposter i internationale virksomheder«, siger Kristian Jensen til Politiken.

»Samtidig sænker vi selskabsskatten for at gøre os mere robuste mod skattespekulation, og for at komme de virksomheder i møde, der berøres. Men det er klart, at for at få gavn af skattelettelsen skal man i forvejen have betalt skat«, siger Kristian Jensen.

Jess Søderberg oplyser, at han vil kontakte regeringen, når lovforslaget er fremsat.

»Det her kommer fuldstændig som en tyv om natten. Det kan undre, at man uden forudgående analyser, uden åben teknisk forberedelse og uden at høre erhvervslivet, fremlægger et så drastisk forslag«, siger Jess Søderberg til Politiken.