Gravide bør drikke mindst muligt kaffe. Et for stort forbrug af den ellers opkvikkende drik ser ud til at kunne øge risikoen for en spontan abort.

Det fremgår af en ny videnskabelig undersøgelse, og det får nu en af Danmarks førende sundhedsforskere til at slå alarm:

"Selv relativt beskedne mængder af kaffe, 2-5 kopper per dag, synes at øge risikoen for en spontan abort ganske markant," siger professor, dr. med Jørn Olsen, Center for Epidemiologisk Grundforskning i Århus.

Professoren mener, at lægerne foreløbig - indtil der foreligger yderligere forskning - bør overveje at advare de gravide mod et for højt forbrug. Flere andre lande har allerede taget det endnu mere vidtgående skridt at advare officielt mod kaffedrikning i graviditeten.

"Hvis kaffe - eller koffein - virkelig er i stand til at slå et levende foster ihjel, er det en alvorlig sag i sig selv, og det kan i givet fald også tænkes, at kaffe påvirker barnet på andre måder, der først viser sig længe efter fødslen", siger professor Jørn Olsen.

Det er en ny svensk undersøgelse, der får den danske forsker til at rejse spørgsmålet om gravides kaffedrikning i det nye "Ugeskrift for læger".

En svensk undersøgelse omfattende 562 kvinder, der har haft en spontan abort, og 953 kontrolpersoner, har vist en tydeligt forhøjet risko for abort ved et for stort kaffeforbrug. I Sverige udgør kaffe 80 pct. af al koffein-indtagelse.

Ifølge professoren, der finder de svenske fund "alarmerende", vil en dansk undersøgelse kunne give endnu mere sikre data.

"Mens vi venter på resultaterne, bør vi måske anbefale, at et højt forbrug begrænses. I mange tilfælde klarer naturen det selv, fordi den gravide ofte mister lysten til kaffe," siger han.