Det er vel efterhånden de fleste, som har forstået, at det er (alt) for let at afskrive Dolly Parton som den rene kitsch, selvom hun i høj grad selv inviterer til det med sin ikke just subtile gestaltning af sig selv som den Backwoods Barbie, hun også lod være titlen på et album for nogle år siden.
Dolly er the real deal, og hvad vigtigere er: Hun har en stak seriøst fremragende sange i kavalergangen fra det imponerende bagkatalog, som lagde ud med de uforglemmelige Porter Wagoner-duetter fra slut-tresserne og løftede sig til nye højder med Partons succesfulde soloplader fra halvfjerdserne og stærke hits som 'Jolene', 'Coat of Many Colors', 'I Will Always Love You' med flere.
De nævnte er alle med i aften, hvor den efterhånden 68-årige og naturstridigt veloplagte og -holdte sangerinde besøger København for første gang i tre år; denne gang med det nye album 'Blue Smoke' i bagagen.
Og Dolly kan stadig levere gåsehudsfremkaldende stunder. I aften ikke mindst i de akustiske indslag: Dylans ('Now, he writes some serious stuff!') 'Don't Think Twice (It's Allright)', titelnummeret fra 'Little Sparrow' i smuk a cappella-udgave med de to korsangerinder og 'Coat of Many Colors', som naturligvis indledes af en hjertegribende monolog om Dollys mor.
Barndomsminderne fra det rurale Tennessee bliver i det hele taget den røde tråd i aften - ligesom det er det i sangværket - hvor også flere af indslagene fra det aktuelle udspil står stærkt. Det er i de indslag, hvor Dolly og band skærer ind til benet, at det for alvor bliver nærværende i aften i et stopfuldt Forum på Frederiksberg.
Samtidig mestrer Dolly også i den grad den countrymusikalske candyfloss, og også i aften kammer det flere gange over i det absolut corny, ikke minds takket være de ledsagende videoer på storskærm, blandt andet med en buket roser i close-up og optagelser af folk af forskellig etnicitet, som holder hinanden i hånden.
Og rent musikalsk lurer tomgangen - ironisk nok, kan du sige - lige dér, hvor (b)armbevægelserne er allerstørst. Og bedre bliver det naturligvis ikke af, at det tilsyneladende langtfra er alt, hvad der kommer ud af højtalerne, som er sådan helt live i aften.
På den måde er det begge sider af den uafviseligt energiske livekunstner Parton, vi oplever i aften: En overrumplende stærk fortolkning af traditionalen 'Banks Of The Ohio' rager markant op på en aften, hvor det ellers er Dollys vindende væsen og rigelige, indlagte snik-snak, som henter sejren hjem og cementerer Partons status som den evigt elskelige superstjerne, der på en eller anden måde har formået aldrig at miste jordforbindelsen.
Da hun efter en kort, symbolsk exit erklærer, at 'jeg kan ikke synge den som Whitney, men jeg kan synge den som mig.....' og intonerer sit gamle halvfjerdserhit 'I Will Always Love You,' er siddepladserne i salens forreste fjerdedel de facto nedgraderet til ståpladser: Masserne strømmer med løftede iPhones mod scenen, og man må rejse sig for at få finalen med.
Det er efterhånden mange år siden, at Dolly Parton åbnede sin egen forlystelsespark hjemme i USA under navnet Dollywood. Men også live anno 2014 kan det altså være lidt af en æstetisk rutsjetur, den behjertede blondine tilbyder.
