Kevin Magnussen er stadig ikke helt tilfreds med sin racer forud for det kinesiske Grandprix

I fredagens åbne træning forud for det kinesiske Grandprix i weekenden kom Kevin Magnussen i mål i 12. bedste tid - næsten halvandet sekund langsommere end Lewis Hamilton, der kørte hurtigste omgangstid.

Så der er noget ved bilen, der skal ændres, hvis Kevin skal have en chance for at lave en topplacering.

- Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke er så konkurrencedygtige, som vi har været i de foregående løb, men vi slider meget på fordækkene, og det er vi nødt til at undersøge hvorfor, siger Kevin Magnussen.

Men det er ikke kun bilen, der skal forbedres. Kevin er også godt klar over, at han skal køre bedre.

- Det er en helt ny bane for mig, så jeg skal også tilpasse mig, lyder det fra Kevin.

Teamkammeraten Jenson Button kørte 8. hurtigste tid, og var også langt fra de suveræne Mercedes-racere.

- Med hensyn til bilens køreegenskab synes jeg, at vi har forbedret bilen siden Bahrain, men banen er meget hård ved fordækkene, så det vil vi forsøge at forbedre til i morgen, sagde Button.

I morgen lørdag køres kvalifikationen.