På en uge er der begået 240 indbrud i beboelse i Nordsjælland. Politiet er på stikkerne, men skal have hjælp fra årvågne borgere.

Ni indbrudstyve er anholdt på et døgn i Nordsjælland, men alligevel fortsætter bølgen af indbrud i villaer, som politiet forsøger at stoppe med en massiv indsats.

- Der er desværre mange, der har valgt denne "levevej", siger vicepolitiinspektør Steen Nonbo, Lyngby lokalpoliti.

- Vi gør alt, hvad vi kan, men det er klart utilfredsstillende, at antallet af indbrud stadig er så højt, siger han.

Ifølge døgnrapporterne fra Nordsjællands politi er der den senste uge begået 240 indbrud i beboelse fra den 16. november til den 23. november.

Politiet har foretaget cirka 40 anholdelser siden jagten på indbrudstyvene, der især er østeuropæere, gik ind.

- Vi kan se et svagt fald, men vores arbejde er ikke meget værd, hvis vi ikke har borgernes opmærksomhed. Vi kan ikke være alle steder på en gang og mange anholdelser sker, fordi naboer er opmærksomme og ringer til politiet. Vi håber, at vi får knækket kurven, men vi skal have borgernes hjælp, siger Henrik Suhr, Nordsjællands politi.

Politiet har både civile patruljer, hunde-vogne og motrocykler på gaderne og på S-togs stationerne holder civile betjente øje med mistænkelige personer. Indsatsen koordineres fra politiets kommandocentral og der er oprettet en hotline på 1-1-4 til tips om formodede indbrudstyve.

I morges sad ni personer anholdt for indbrud rundt om i Nordsjælland. Tre af dem er hollandske sigøjnere, der blev anholdt takket være en årvågen nabo. Han lagde mærke til en bil på udenlandske nummerplader ved en landejendom nord for Frederikssund.

- Der er stor ros til opmærksomme borgere, der henvender sig, når de bemærker noget, der ikke er som det plejer, siger talsmand Henrik Suhr fra politistationen i Helsingør.

I Gentofte blev tre mænd anholdt med indbrudsværktøj i bilen og tre andre blev anholdt, da de ville stjæle et køleanlæg fra en restaurant ved Espergærde.

Politiet går efter at få anholdte indbrudtstyve lyn-dømt i retten og når der er tale om udlændinge også at få dem udvist.