Tre indvandrerdrenge nåede at sidde fjorten måneder i fængsel, dømt af både byret og landsret for at have voldtaget en dengang 15-årig pige, førend det kom frem, at pigens voldtægtshistorie var det pureste opspind.

Tre indvandrerdrenge nåede at sidde fjorten måneder i fængsel, dømt af både byret og landsret for at have voldtaget en dengang 15-årig pige, førend det kom frem, at pigens voldtægtshistorie var det pureste opspind.

Pigen - det falske voldtægtsoffer der nu er 18 år gammel, sidder tirsdag selv på anklagebænken i Retten i Kolding, tiltalt for falsk forklaring, og hun risikerer en kæmpe regning, hvis hun bliver fundet skyldig. Det skriver b.dk.

Sagen tog sin begyndelse i efteråret 2008, hvor pigen hævdede, at hun var blevet voldtaget af de tre drenge på handicaptoilettet på Fredericia Banegård. De tre, der var hhv. 16, 17 og 18, blev alle dømt i både byretten og landsretten, og fik mellem to år og to år og tre måneders fængsel.

De havde undervejs i sagen nægtet sig skyldige og den 17-årige, der blev udpeget som ’hovedmanden’ i voldtægten, fastholdt, at pigen selv havde tilbudt sex i bytte for penge til en busbillet.

De tre drenge var i gang med afsoningen og havde siddet bag tremmer, da sandheden kom for en dag. En af de dømtes storebror havde nemlig selv taget kontakt til pigen, der over for ham indrømmede løgnen og indrømmelsen blev filmet med skjult kamera af den dømtes familie.

Efterfølgende fik den påståede voldtægtssag lov til at gå om ved Den Særlige Klageret, og de tre drenge blev frifundet. Under sagen brød pigen sammen og erkendte, at hun havde haft frivillig sex med en af drengene på det pågældende toilet.