BT har besøgt Rudi Nielsen, der 11. august mistede sin elskede 'Guld-Harald'

De spiste sammen, sov sammen, rejste sammen, arbejdede sammen. Selv alle deres venner var fælles. Men den 11. august sov Rudi Nielsens livsledsager gennem mere end 50 år ind. Harald Nielsen døde af prostatakræft, der ramte ham for snart fire år siden, og som han forgæves forsøgte at kæmpe imod.

Nu sidder hun så her i køkkenet i Søborg, hvor virksomheden ’Rudi & Harald Nielsen’ har til huse. Fattet, men samtidig bevæget, når hun i detaljer fortæller om sin afdøde mand, den tidligere fodboldstjerne ’Guld-Harald’. For hun er ikke typen, ’der lukker sig selv inde’, selvom sorgen er uundgåelig.

Opret abonnement på BT PLUS og læs hele det store interview med Rudi Nielsen om kærligheden, tabet og tankerne om et liv uden sin elskede.


De spiste sammen, sov sammen, rejste sammen, arbejdede sammen. Selv alle deres venner var fælles. Men den 11. august sov Rudi Nielsens livsledsager gennem mere end 50 år ind. Harald Nielsen døde af prostatakræft, der ramte ham for snart fire år siden, og som han forgæves forsøgte at kæmpe imod.

Nu sidder hun så her i køkkenet i Søborg, hvor virksomheden ’Rudi & Harald Nielsen’ har til huse. Fattet, men samtidig bevæget, når hun i detaljer fortæller om sin afdøde mand, den tidligere fodboldstjerne ’Guld-Harald’. For hun er ikke typen, ’der lukker sig selv inde’, selvom sorgen er uundgåelig.

»Jeg vil ikke sidde derhjemme og sørge. Vi syntes jo begge, at livet er en gave, man skal have noget godt ud af, mens man er her. Jeg føler stadig, jeg har en masse at give, og at jeg kan gøre en forskel, det er også i Haralds ånd, at jeg fortsætter, hvor han slap,« siger hun med tanke på bl.a. deres fælles virksomhed og Eventyr-teatret, der udvikler unge skuespiller-talenter, og som parret støttede finansielt.

Hendes mand, Harald Nielsen, var en af de største danske fodboldspillere gennem tiderne. To gange topscorer i den italienske Serie A og en nøglerolle, da Danmark vandt sølv ved OL i 1960, står som højdepunkter i en stor karriere. Det var ved samme lejlighed, at han fik sit tilnavn ’Guld-Harald’, fordi han havde ambitioner om at vinde guld. Som leder var han bl.a. med til at grundlægge FC København. Det var dog ikke kun på grønsværen, at Harald Nielsen opnåede, hvad han ville. Sammen med sin hustru grundlagde han efter fodboldkarrieren virksomheden ’Rudi & Harald Nielsen’, der bl.a. sælger italienske lædertasker og sko. En succesrig forretning, der blot var et af mange projekter i det altid så aktive pars liv.

Faldt pladask for Harald

Nu sidder Rudi Nielsen så her i køkkenet og fortæller om, hvordan livet mon bliver uden sin mand. En mand, hun ’faldt pladask for’ i en alder af bare 17, og som hun senere opgav en ellers lovende skuespiller-karriere til fordel for. Kærligheden har ’altid været det vigtigste’. Men selvom den så for evigt er væk, er den nye virkelighed ikke helt en realitet:

Masser af dejlige breve

»Jeg har ikke følt mig ensom endnu. I forbindelse med et dødsfald er der jo så mange ting, der skal ordnes. Nu skal jeg i gang med at svare alle de dejlige breve, jeg har fået fra folk, som Harald på den ene eller anden måde har påvirket,« siger hun.

Den 71-årige kvinde smiler ved tanken. Ved begravelsen havde hun sagt til folk, at de ikke skulle ’sige søde ord’. Så ville det nok have været svært at være så fattet, som hun var. Det er hun stadig. Men da hun fortæller om et brev fra skuespilleren Annette Heick, bliver øjnene alligevel lidt våde, og hun tørrer dem forsigtigt med en papirserviet.

»Hun skrev til mig, at jeg ikke måtte sige nej til at være sammen med andre, bare fordi jeg var blevet alene. Jeg har jo ikke veninder, som så mange andre unge kvinder har og dyrker i dag. Vi havde kun fælles venner. Hun mindede mig derfor om, at jeg skulle huske at blive ved med at se folk,« siger en bevæget Rudi Nielsen om brevet fra Annette Heick, en tæt ven af familien.

Rudi og Harald Nielsen.
Rudi og Harald Nielsen.
Vis mere

Rudi Nielsen blev især kendt for sin rolle som Mie i ’Far til fire’-filmene. I dag er hun er stadig lige så smuk og petit, som dengang hun mødte sin mand under indspilningerne til en af filmene i 1961. Kun linjerne i ansigtet og det grå hår vidner om, at tiden er gået. I filmen fra dengang skulle Harald Nielsen lære Lille Per at spille fodbold og samtidig flirte med Mie. Flirten udviklede sig som bekendt til mere end bare det, og sidenhen blev parret så kendt for deres forbilledlige kærlighed, som mange drømmer om, men kun de færreste opnår. ’Opskriften’ på, hvordan man holder et livslangt forhold, handler meget om at være til stede i nuet, forklarer Rudi Nielsen:

Bilulykken

»Vi har altid vidst og følt, at kærligheden kan overvinde og klare alt. Og jeg kan selvfølgelig godt forstå, hvis folk går fra hinanden, fordi den ikke længere er der. Men man skal hele tiden passe på den og være gode ved hinanden. Jeg var indblandet i en bilulykke i en meget tidlig alder, og det gjorde nok, at det meget tidligt gik op for mig, at man ikke må tage noget for givet,« siger Rudi Nielsen, der derfor også afviser, at der nogensinde har været ’kriser’ eller noget, der lignede:

»Vi har ikke haft nogen alvorlige konflikter. Hvis noget gik ham imod, lukkede han sig inde i sig selv. Og så kan man jo hurtigt komme til at føle sig dum, når man råber op, og der ikke er nogen, der svarer. Så det var svært at hidse sig op omkring Harald. Måske lyder det alt for sødt, men det kan man jo ikke gøre for, at det er sådan, det er,« siger hun.

Hvad der nu skal ske, når manden, hun har tilbragt hele sin voksne tilværelse med, er væk, ved Rudi Nielsen ikke med sikkerhed. Og hun drøftede det heller ikke med sin mand, selvom han længe var syg, og de vidste, det var den vej, det ville gå:

»Jeg har ikke talt med Harald om det liv, jeg får nu. Det vidste han, at jeg nok selv skulle finde ud af. Men jeg går stadig rundt og taler lidt med ham derhjemme. Jeg håber og tror, at han hele tiden er her, han er i hvert fald herinde,« siger Rudi Nielsen og tager hånden til hjertet og smiler med både øjne og mund.

Trist at rejse alene

Tror du, at du nogensinde får lysten til at møde en ny mand?

»Det har vi aldrig talt om, og det ville ligge os begge meget fjernt. Jeg glæder mig selvfølgelig på andres vegne, hvis de finder lykken igen. Tosomhed er bedre end ensomhed, det er der ingen tvivl om. Men hvis du har haft den store kærlighed, så er det vanskeligt, at den kommer igen. For nogle sker det heldigvis, og det er jo forståeligt nok, at man har lysten til at finde en ny, fordi man så kan opleve noget sammen, som man kan dele med en anden, det er f.eks. trist at rejse alene. Jeg synes, det er dejligt for dem, der møder en nummer to, men jeg tror aldrig, det sker for mig. Jeg kommer til at være alene resten af livet. Harald fylder jo alt,« siger hun.

Det er to år siden, at parret fejrede deres guldbryllup ved at blive gift i Skovshoved Kirke. De var nemlig aldrig blevet borgerligt gift dengang tilbage i 1963, da de under et lynvisit til Danmark sagde ’ja’ til hinanden. Til hverdag boede de i Italien, hvor Harald Nielsen var professionel fodboldspiller og Rudi Nielsen hjemmegående med børnene Heidi og Henrik.

»Det var en tid, hvor jeg levede min mands liv, hvor den karriere, han havde gang i, krævede opbakning hjemmefra. Jeg følte ikke, at jeg kunne være skuespiller samtidig. Når man er det, bruger man jo meget sig selv, og det kunne jeg ikke på det tidspunkt, fordi han skulle have min fulde støtte,« husker Rudi Nielsen, der efter Haralds fodboldkarriere sluttede, flyttede tilbage til Danmark sammen med sin mand.

Da parret igen i 2013 sagde ’ja’, var det ikke, fordi Harald var blevet syg af prostatakræft. Det var nærmere, fordi de elskede hinanden – om muligt endnu mere, end da de var unge og opslugt af hinanden, som præsten formulerede det ved begravelsen.

Harald græd ude i haven

Da Harald Nielsen for snart fire år siden fik beskeden fra lægerne, gik han ud i haven, lænede sig op ad et træ og græd. Andet ville han ikke byde Rudi, som præsten også forklarede. Det kom dog ikke bag på Rudi Nielsen, at han gjorde det:

»Han var meget ked af det, vi var kede af det sammen. Men ind imellem har man brug for at gå lidt for sig selv. Mens han var syg, lavede han mange projekter derhjemme. Han ordnede vores kælder og var meget i haven, hvor han fældede og plantede træer. Det var ligesom hans måde at få det ud på,« siger hun.

Rudi Nielsen kunne ellers godt have tænkt sig, at han var blevet 100 år i stedet for de 73. Men hun er også taknemmelig over den tid, de alligevel nåede at få sammen:

Besvimede ved rattet

»For 10 år siden besvimede Harald ved rattet i sin bil, fordi han havde problemer med hjertet. Heldigvis skete det på en villavej, kort tid efter han havde sat vores datter af. Var det sket på motorvejen, hvor han havde kørt kort tid forinden, kunne det jo have gået helt galt. Det får én lidt til at tænke, at man aldrig ved, hvornår det kan være slut, og det talte vi meget om. Jeg kunne da selvfølgelig godt have tænkt mig meget mere tid sammen med Harald, men jeg føler også, at vi har nået det, vi ville, og vi har haft et dejligt liv. Det er alt det, vi nu må tænke på, os der er tilbage,« siger hun.

Siden hændelsen bag rattet fik Harald Nielsen en pacemaker, som han levede med, til han døde. Omkring juletid 2014 fik han en infektion i hjertet, som betød, at han ikke længere kunne modtage kemoterapi mod kræften, og at kroppen derfor ikke kunne mere. De sidste måneder inden Haralds død tilbragte parret sammen på hospitalet, og til sidst gik tiden i hjemmet i Klampenborg, hvor Rudi havde en hospitalsseng ved siden af sin mand. Så kunne hun holde ham i hånden til det sidste.

Resten af familien, sønnen Henrik Nielsen, hans to små børn, Mathilde på tre år og Asta på et år, datteren Heidi Madsen og hendes to børn, Albert og Elvis, nåede alle at sige farvel.

»Mathilde sang for sin farfar, og selvom hun måske ikke kan huske ham, når hun bliver ældre, er jeg sikker på, at hun vil føle, at hun har kendt Harald. Vi har så mange billeder og film af ham,« siger Rudi.

Sønnens trøstende ord

Foruden den fælles virksomhed er det blandt andet ’de dejlige børnebørn’, hun fremover vil udfylde tiden med. Og selvom der er nok at tage fat på og føre videre fra Harald, ved den spinkle kvinde også, at sorgen formentlig vil overvælde hende på et tidspunkt:

»Vi har en gård i Frederikshavn, hvor familien ofte tager hen i ferien, vi skal f.eks. derop i oktober for at gå på jagt. Det bliver meget anderledes uden ham. Jeg vil nok føle mig ensom, når jeg skal gå ud over markerne alene,« siger hun.

Da vi siger farvel, kigger Rudi mod himlen. Hun kommer i tanke om et par trøstende ord fra forleden fra sønnen Henrik:

»’Mama, de havde brug for ham et andet sted, han er allerede i gang med nye projekter og nye mål, der skal nås’,« fortæller Rudi Nielsen og smiler ved tanken.